Undgå fem dyre faldgruber når du booker flybilletter

Det kan blive dyrt ikke at have øjnene med sig, når man køber flybilletter.

Forbrugerrådet Tænk anbefaler at bruge bookingplatforme som inspiration og derefter tjekke, hvilken pris flybilletterne kan fås til hos flyselskabet selv. (Modelfoto) Colourbox/Free Fold sammen
Læs mere

Flybilletter kan gå fra superbillige til ganske pebrede, hvis du ikke ser sig for i bestillingsprocessen.

Få et overblik over nogle af de steder, hvor du skal være særligt opmærksom, så det ikke koster dyrt i lærepenge.

1
Ingen fortrydelsesret ved fejl

Når du har bestilt sine flybilletter, er der som udgangspunkt ikke noget, der hedder fortrydelsesret.

Det vil sige, at hvis du senere finder ud af, at der er fejl i bestillingen, så er flyselskabet eller bookingplatformen i sin gode ret til at tage sig dyrt betalt for at ændre det.

Det fortæller Vibeke Myrtue Jensen, som er politisk rådgiver i miljø og transport hos Forbrugerrådet Tænk.

»Det er et problem, hvis der for eksempel er stavefejl i navnene. Så man skal selv tjekke pris, dato, navne, tidspunkter, særlige tilvalg, bagage og destination. For vi ser nogle gange, at bordet fanger,« siger hun og tilføjer:

»Der er stor forskel på, om de bare vil ændre det, eller det koster helt uforholdsmæssigt mange penge at få ændret.«

2
Overflødige forsikringer

En flyrejse er ofte en større udskrivning, og undervejs i processen bliver du tilbudt at gardere dig mod stort og småt i form af forskellige forsikringer.

Det kan for eksempel være rejseforsikring og konkursforsikring.

»Der er mange, der kommer til at betale dobbelt og tredobbelt for at forsikre sig. Man skal tjekke op på, om man allerede er dækket,« siger Vibeke Myrtue Jensen.

»Risikoen for konkurs er heller ikke særligt stor. Og skulle det ske, har vi faktisk en fin ordning i Rejsegarantifonden,« tilføjer hun.

3
Før du står i lufthavnen

Hvor mange kufferter skal der tilkøbes? Det kan du vel altid beslutte sig for, når du står og pakker, ikke?

Ikke hvis du vil have den billigste pris.

Vibeke Myrtue Jensen råder til, at du har bestilt bagagen på forhånd hjemmefra, for det kan godt være dyrt, hvis du først bestiller og betaler i lufthavnen.

Hos Forbrugerrådet Tænk har de også set eksempler på, at der er blevet taget et ekstra gebyr, hvis den rejsende ikke selv har checket ind hjemmefra.

Hvis det er et krav, er det noget, selskabet oplyser i en mail.

4
Alverdens tilkøb

Når man sidder og overvejer, hvorvidt du skal tilkøbe ekstra bagage, kan du lige så godt også tage et kritisk blik på det hav af andre tilkøbsmuligheder, du ofte bliver præsenteret for.

»Vi ser mange selskaber tage gebyr for, at man går om bord på flyet først, at man kan sidde sammen, mad og bagage. Der skal man virkelig overveje sine behov,« siger Vibeke Myrtue Jensen.

Hvis I er to personer, der skal flyve i en time, så behøver I måske ikke at betale for at være sikre på at sidde sammen. Det kan være anderledes, hvis I som børnefamilie skal på en lang flyvetur.

»Vi ser tit, at det løser sig alligevel,« bemærker hun.

Derudover er der nogle bookingplatforme, der tilbyder såkaldte kundeservicepakker som ekstra tilkøb.

Men kigger du indholdet efter i sømmene, så er det stort set det samme, som flyselskabet allerede tilbyder alle, fortæller Vibeke Myrtue Jensen.

5
Gebyrer

Nogle priser på flybilletter er så lave, at det næsten er for godt til at være sandt. Og det kan da også vise sig, at det er prisen før en række gebyrer.

Så når du har klikket sig igennem side efter side og tastet alle dine oplysninger ind, er prisen pludselig steget.

Forbrugerrådet Tænk råder derfor som udgangspunkt til at bruge platformene som inspiration og så tjekke på flyselskabernes sider, om du kan få det til samme eller bedre pris.

Dermed undgår du også et ekstra mellemled, hvis der opstår problemer.

/ritzau fokus/