Trods skyhøje priser og nye regler er antallet af forældrekøb steget

Ligesom den øvrige del af boligmarkedet har der været godt gang i de såkaldte forældrekøb under coronakrisen. Men i nogle områder er priserne kommet så højt op, at det tilsyneladende får forældrene til at søge andre steder hen, når de skal finde en bolig til deres poder.

Ejendomsmægler Mogens Steffensen (til højre), som er indehaver af en Home-butik på Amager, sælger en del mindre lejligheder – også som forældrekøb. I hans område koster en typisk toværelses lejlighed mellem 2 og 2,5 millioner kroner. Arkivfoto: Celina Dahl Celina Dahl

Hverken priser på himmelflugt eller udsigten til mindre gunstige skattevilkår har lagt en dæmper på forældres lyst til at hjælpe deres voksne poder med tag over hovedet under coronakrisen. Faktisk tværtimod.

I hvert fald er antallet af såkaldte forældrekøb, hvor man køber en lejlighed og lejer den ud til sit barn, steget med 16 procent fra 2019 til 2020.