Syv ud af ti vælger afdragsfrie lån: »Det vækker mindelser om årene op til finanskrisen«

For første gang i mange år har der i 2020 været en markant stigning i danskernes realkreditgæld uden afdrag. Det er særligt udbredt i de kommuner, hvor boligejerne har oplevet de største prisstigninger. Ser man på andelen af nye lån, er flere end syv ud af ti med afdragsfrihed. Samme tendens så vi under boligboblen i nullerne, advarer professor og økonom.

Jesper Rangvid, professor i finansiering på CBS, påpeger, at vi – ligesom nu – også så en markant stigning i andelen af afdragsfrie lån under boligboblen i årene op til finanskrisen. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen Niels Ahlmann Olesen

Der har været stor låneaktivitet på boligmarkedet under coronakrisen. Og det er især lån med afdragsfrihed, der trækker. Hele 72 procent af nyudlånet er uden afdrag.

Der har ellers gennem flere år været en bevægelse mod lån med afdrag, hvor man løbende betaler af på sin gæld, hvilket har været med til at mindske den samlede andel af lån med afdragsfrihed. Men ligesom i årene op til finanskrisen vinder afdragsfriheden nu igen udbredelse blandt boligejerne. Det viser nye tal fra Nationalbanken, der betegner det som en »markant stigning«.