Storbanker lukker for handel med investeringsforeninger – milliarder låst fast

De voldsomme kursudsving kan gøre det svært eller umuligt at handle med investeringsforeninger og fonde, som nu lukker fuldstændig for handel. Det låser investorerne i en svær situation, påpeger investeringsøkonom.

Mandag begyndte investeringsforeninger at lukke for handel på grund af de store udsving i kurserne på verdens børser. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

De voldsomme udsving på verdens børser lukker nu for handel med investeringsforeninger, som ellers generelt er private danskeres foretrukne investeringsform.

Storbanken Nordeas investeringsforeninger i Nordea Invest er eksempelvis lukket for handel mandag morgen.

»Alle de børsnoterede afdelinger i Investeringsforeningen Nordea Invest har vi valgt at midlertidigt suspendere for handel på Nasdaq,« oplyser Rasmus Eske Bruun, som er direktør for Nordea Invest i Danmark, til Berlingske.

Investeringsforeninger og fonde er typisk rygraden i tusinder af danskeres pensionsopsparinger, og ifølge investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet er der argumenter både for og imod lukning for handlen.

»Et markedsprodukt skal afspejle investeringsmuligheder og kan samtidig også vise risiko ved at handle. En suspendering af handlen sker først og fremmest, fordi priserne bevæger sig så hurtigt, at der kan være tvivl om, hvorvidt investorerne får den rigtige information om prisen. I den henseende er en suspendering fornuftig,« mener han.

Får ikke valg

Omvendt er tusinder af investorer nu låst fast.

»Samtidig kan der jo være investorer, som har lyst til at sælge deres andele. Enten fordi de frygter yderligere prisfald, eller fordi de gerne vil sælge noget og købe noget andet. Det valg får de ikke, når en notering bliver suspenderet,« påpeger Per Hansen.

Omfanget er enormt og har været stigende helt frem til den nuværende krise. Så sent som i februar købte danske private investorer på trods af de urolige markedsforhold danske investeringsfonde for knap 19 mia. kroner. Dermed købte investorerne samlet set i årets to første måneder danske investeringsfonde for 35,5 mia. kroner.

Ifølge Nationalbanken havde de danske investeringsforeninger ved udgangen af 2019 ikke mindre end 1.081 mia. kroner under forvaltning, hvoraf private danskere ejer for 357 mia. kroner.

I løbet af 2019 steg den samlede formue med 146 mia. kroner – primært drevet af store kursstigninger, der nu er forsvundet igen.

Lukker ned

De voldsomme kursudsving på verdens børser har altså fået blandt andre Nordea Invest til at lukke helt ned for handlen:

»Lukning for emission og indløsning i samtlige afdelinger i henholdsvis Investeringsforeningen Nordea Invest Engros, Investeringsforeningen Kommune, Investeringsforeningen Nordea Invest Bolig og Værdipapirfonden Nordea Invest Portefølje,« skriver Nordea Invest mandag morgen.

Investeringsforeningen angiver årsagen som »usikkerhed om beregningen af indre værdi« af samtlige afdelinger i de nævnte foreninger, som derfor lukker for emission og indløsning.

Nordea Invest oplyser, at handlen i foreningerne er lukket, indtil »situationen er afklaret«.

Jyske Invest suspenderede allerede i den forgangne uge handel med investeringsbeviser for »at beskytte eksisterende såvel som potentielle investorer«, som investeringsforeningen formulerer det.

»Det betyder i praksis, at du ikke kan købe eller sælge beviser i afdelingen, mens den er suspenderet. Vi ophæver suspensionen, når vi igen kan beregne en retvisende indre værdi,« skriver Jyske Invest til sine investorer.

Den store forening Bankinvest har ligeledes trukket bremsen og oplyser, at Bankinvest ikke er »i stand til at stille kurser grundet markedsuro. Situationen overvåges i takt med markedsudviklingen«.