Sådan vil vismændene ændre din skat

De Økonomiske Vismænd lægger op til en grundig oprydning i beskatningen af afkast på formuer.

De fire vismænd - formandskabet i Det Økonomiske Råd - som fra venstre tæller Carl-Johan Dalgaard, Torben Tranæs, Lars Gårn Hansen og overvismand Michael Svarer. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Der er lagt op til en kraftig forenkling af beskatning af formuer i den seneste vismandsrapport om dansk økonomi. De Økonomiske Vismænd efterlyser en mere gennemskuelig model for beskatning af formuer samt et par justeringer af selskabsbeskatning.

De konkrete anbefalinger er:

  • En sammenlægning af skatten på aktier og kapitalindkomst på renter, ejendomme osv. Det skal desuden overvejes at tage beskatning af ejerboliger med i form af den såkaldte ejendomsværdiskat.
  • En sænkning af både rentefradraget og beskatning af positiv kapitalindkomst, som er højere end skat på aktieafkast, for at gøre kapitalbeskatning mere ensartet. Det vil desuden være med til at reducere husholdningernes gæld.
  • Undersøg mulighederne for i højere grad at gøre aktieafkast lagerbeskattet, så skatten på kursgevinster ikke har fordel af først at blive beskattet, når gevinsten realiseres. Det kan nemlig medføre både indlåsningseffekt og en lavere effektiv beskatning.
  • Den særlige nedsættelse af arveafgiften for familieejede virksomheder afskaffes, da den kan føre til spekulation.
  • Der indføres et såkaldt ACE-fradrag eller egenkapitalfradrag for investeringer, der foretages fra en virksomheds egenkapital frem for fra fremmedkapital, typisk gæld med rentefradrag. Det vil ligestille fradrag ved de to investeringsmetoder, men for at begrænse udgiften for de offentlige finanser bør fradraget kun omfatte ny egenkapital.