Så god en forretning har udskældt flekslån været for boligejerne

Renterne er nu gået i minus på både F1-, F3- og F5-lån, og for første gang er det billigere at binde renten i fem år end i et år. Samtidig lokker en fast rente i 30 år på helt ned til én procent mange boligejere. Et tilbageblik viser dog, at boligejere med det udskældte F1-lån har sparet rigtig mange penge på at vælge variabel frem for fast rente.

De danske boligejere har været ekstremt aktive i årets andet kvartal, hvor der blev omlagt lån for et meget stort milliardbeløb. Thomas Lekfeldt

Skal man satse sine jetoner på sort eller rød – på rentestigninger eller rentefald? Sådan kan det føles, når man som boligejer skal vælge mellem et realkreditlån med fast eller variabel rente. Og først i bagklogskabens ulideligt klare lys får man svaret på, om man har vundet eller tabt i boliglånsrouletten.

Berlingske ser nærmere på, om de senere års vandring mod fastforrentede lån rent økonomisk har været en god eller dårlig forretning for låntagerne. For selv om det er historisk billigt at vælge fast rente, og man nu kan få et 30-årigt lån til bare én procent, er også renterne på flekslån rekordlave.