Pundet sendt til tælling: Falder til laveste niveau i seks måneder på fornyet Brexit drama

De to spidskandidater til at blive den nye premierminister i Storbritannien har begge sagt, at de er imod den såkaldte irske backstop. Det har øget risikoen for et hårdt Brexit, og bringer nu pundet i knæ.

Pundet får tæv igen på grund af udsigten til et hårdt Brexit. Foto: EPA/Shahzaib Akber/Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere

Nu bliver sommerferiens shoppetur til London endnu billigere.

Den britiske valuta er nemlig tirsdag faldet til det laveste niveau siden midt-januar, og bliver nu handlet i en kurs på 8,27 kroner. Det betyder, at pundet er dykket hele seks pct. på to måneder, hvilket indenfor valutaverdenen er et stort fald. Overfor dollaren er pundet faldet til 1,24 dollar, som er den laveste kurs i over to år.

Det seneste sammenbrud i pundet kommer efter dramaet omkring Storbritanniens exit fra EU endnu engang, har gjort investorerne nervøse for et hårdt Brexit.

De to kandidater til at overtage premierministerposten efter Theresa May - Boris Johnson og Jeremy Hunt - har nu sagt, at de er imod det såkaldte irske backstop, der er en nødforanstaltning, som skal sikre, at der ikke kommer en hård grænse mellem Irland og Nordirland efter skilsmissen. Netop backstop-løsningen har været et at de primære stridspunkter i Brexit-forhandlinger, og en af årsager til, at Theresa Mays skilsmisse-aftale flere gange er blevet nedstemt af det britiske parlament.

Læs: Boris Johnsons hede amerikanske drømme

»Det her efterlader kun to muligheder - en no-deal Brexit eller ingen Brexit. Eftersom både Johnson og Hunt har gjort det klar, at de vil have Brexit, så er sandsynligheden for en no-deal Brexit steget,« siger Thu Lan Nguyen, valutastrateg hos Commerzbank, til den engelske avis the Guardian.

En no-deal Brexit, også kendt som et hårdt Brexit, refererer til det scenarie, hvor Storbritannien forlader EU uden nogen aftaler om fremtidig handel, flytrafik, medicin etc. Der er heller ikke nogen overgangsordning, da denne er en del af den samlede skilsmisse aftale. Det er altså Brexit fra dag ét. Analytikere og erhvervslivet frygter, at det vil skabe kaos i landet og ramme den britiske økonomi hårdt. Siden Brexit-afstemningen i juni 2016 har pundet udviklet sig til et barometer for politisk usikkerhed i Storbritannien, og falder derfor ofte, når der er udsigt til mere ballade om Brexit.

Storbritannien står i øjeblikket til at forlade EU 31. oktober, en deadline som særligt Boris Johnson har understreget at han vil stå fast på - koste hvad det vil. Johnson ligger lunt i svinget til at blive den nye britiske premierminister, når det Konservative parti i næste uge offentliggør, hvem af de to kandidater dets medlemmer har stemt på som ny statsleder.

Selvom det kan give mere modvind for pundet, er Craig Erlam, seniorstrateg hos Oanda i London dog ikke bekymret for at større dyk på den korte bane.

»Jeg synes ikke, at faldet er alt for katastrofalt i øjeblikket. Hver gang vi er røget ned på nye bundniveauer, har det været efterfulgt af et hæderligt opsving. Indtil det ændrer sig, ligner det her mere, at pundet langsomt driver nedad, end at det er noget mere alvorligt,« siger han.