Politikere langer ud efter ATP: »Hyklerisk« forsvar i udbytteskandale

Christian Hyldahl, topchef i ATP, har ikke researchet tilstrækkeligt, inden pensionskæmpen gik i samarbejde med australske Macquarie. Det mener flere politikere i kølvandet på den internationale udbytteskatteskandale Cum-Ex.

ATP-direktør Christian Hyldahl har udvist dårlig dømmekraft ved at indgå samarbejde med den udskældte bank Macquarie, mener flere politikere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Landets største pensionskasse, ATP, burde havde holdt sig langt væk fra den australske investeringsbank Macquarie.

Sådan lyder reaktionen fra flere partier på Christiansborg efter afsløringer om Macquaries rolle i den omfattende udbytteskatteskandale CumEx, hvor et netværk af finansfolk og banker har trukket enorme beløb ud af europæiske landes statskasser.

ATP, PFA og PKA købte i april den danske telekoncern, TDC, sammen med Macquarie. Den australske investeringsbank har ellers været stærkt udskældt i flere sager, og derfor undrer flere politikere sig over, at ATP, der forvalter alle danskeres penge, overhovedet indgik et samarbejde med banken.

»Jeg troede, at ATP havde bedre tjek på, hvem de investerede sammen med. Det er jo ikke første gang, at Macquarie er blevet sat i forbindelse med problematiske forhold. ATP bør klart tænke sig mere grundigt om i fremtiden,« siger Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

Macquarie er blevet kaldt mange ting i årenes løb: »Millionærfabrikken«, fordi banken gør sine medarbejdere meget rige; »Sølvdoughnuten«, fordi bankens logo ligner en doughnut, og »Saurons Øje« fra Ringenes Herre.

Scorede kassen på vandforsyning og lufthavn

The Sunday Times har flere gange kaldt Macquarie for en »vampyrkænguru«, og navnet kommer fra Macquaries tilgang til opkøb af selskaber, hvorefter de bliver opsplittet, gældsat og solgt fra. I 2017 solgte Macquarie for eksempel 26 pct. af aktierne i vandforsyningen Thames Water for 1,5 mia. pund. Forinden havde banken gældsat vandforsyningen for 11,4 mia. pund for at begrænse skattebetalinger, mens den samtidig havde udbetalt 1,6 mia. pund til sig selv i udbytte og renter.

I Danmark har Macquarie tidligere været en omdiskuteret ejer af Københavns Lufthavne. I 2005 købte banken sig ind i lufthavnen for omkring otte mia. kroner, og 12 år senere havde Macquarie i alt trukket omkring 12 mia. kr. ud af lufthavnen, viser en beregning fra Sydbank. En stor del af Macquaries aktiepost i Københavns Lufthavne blev solgt i 2017 til netop ATP.

Christian Hyldahl, ATPs topchef, tog tidligere på måneden afstand fra Macquaries skattefidus. I Dagbladet Børsen kaldte han Macquaries indblanding i skatteskandalen for »chokerende« og »skræmmende«.

SFs erhvervsordfører, Lisbeth Bech Poulsen, mener dog ikke, at det kan komme bag på ATP-topchefen, at Macquarie er indblandet i en ny kontroversiel sag.

»Det er hyklerisk. At vi ikke vidste, hvor korrupt og forbryderisk Macquarie var, er ingen undskyldning. Det, vi allerede vidste dengang, var rigeligt til, at ATP burde have holdt sig fra dem,« siger hun.

ATP værner om investering

Hos Dansk Folkeparti undrer Hans Kristian Skibby sig ligeledes over, hvorfor ATP har begivet sig ud i et så stort samarbejde med en investeringsbank »med så blakket et ry«.

»Hvis ATPs ledelse virkelig mener, at der er grund til at være så overrasket, kan man godt undre sig over, hvorvidt pensionsselskabet har brugt tilstrækkelig energi på at undersøge troværdigheden hos sin kommende samarbejdspartner,« siger Hans Kristian Skibby.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra ATP-topchef Christian Hyldahl mandag, men Ulrik Weuder, der er chef for alternative investeringer i ATP, understreger, at pensionskæmpen sammen med PFA og PKA har lavet en såkaldt due diligence – en systematisk og tidskrævende totalgennemgang af økonomiske og juridiske forhold – af MIRA (Macquarie Infrastructure and Real Assets).

»Men som investorer med mange forskellige samarbejdspartnere har vi ikke mulighed for at lave en komplet gennemgang af samtlige selskaber i en given finanskoncern, før vi investerer. Her koncentrerer vi os om at gå i dybden med det selskab, der er vores direkte medinvestor. Og så stoler vi på, at myndigheder og tilsyn varetager deres opgaver og pligter,« siger Ulrik Weuder på vegne af de danske investorer i TDC.

Han understreger, at ATP vil værne om sin investering i TDC, men som sagen står nu, er der for mange uafklarede spørgsmål til, at ATP vil indgå nye investeringer i eller med dele af Macquarie-koncernen.