Økonomer: Sådan vil coronavirus ramme boligmarkedet

Coronavirussen kommer også til at berøre boligmarkedet. Lige nu er aktiviteten på vej til at gå i stå, og boligpriserne hænger nøje sammen med resten af landets økonomi, der er hårdt ramt.

De højere renter rammer især de dyre ejerlejligheder i København. Arkivfoto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Det gik ellers lige så godt på boligmarkedet. Selv de lidt pressede københavnske lejligheder havde fået lidt luft igen, fordi omlægningen og stigningen i boligskatterne blev udskudt.

Nu tegner det til, at coronavirussen i en ukendt periode lægger boligmarkedet i fryseren. Aktiviteten er stilnet voldsomt af, og det kommer til at afspejle sig i priserne, vurderer to økonomer, der følger boligmarkedet tæt.