FDM har netop udsendt sin årlige beregning på, hvad det koster at være bilejer i Danmark.
Og for første gang viser FDMs pristjek, at der er penge at spare ved at vælge en elbil frem for en benzinbil – i hvert fald hvis budgettet rækker til mere end de billigste biler på markedet.
»Har man et bilbudget over 250.000 kroner, er det FDMs anbefaling, at man kraftigt overvejer en elbil, da pengene kan række til en dyrere elbil, som er billigere at holde,« siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.
Ifølge FDMs beregninger vil det i gennemsnit koste 6.908 kroner månedligt at køre i en benzinbil til 300.000 kroner – forsikringer, benzin og slid indregnet.
Til sammenligning vurderer FDM, at det vil koste 5.955 årligt månedligt at køre rundt i en ny elbil til samme pris.
Ifølge FDMs beregninger er der altså cirka 1.000 kroner at spare månedligt ved at vælge denne elbil.
Vælger man en elbil til 400.000 kroner, er det cirka 1.150 kroner billigere om måneden end at vælge en benzinbil til samme pris.
Faktisk koster det samlet set det samme at eje en elbil til 400.000 kroner som en benzinbil til 300.000 kroner, skriver FDM.
Alle beregninger er gennemført ved at beregne, hvad det vil koste over en femårig periode, hvor der køres 20.000 kilometer årligt.
FDM har antaget, at 80 procent af opladningen sker derhjemme til en pris på 1,60 kroner pr. kWh, og at resten af opladningen foretages ved offentlige hurtigladere til i snit 4,00 kroner pr. kWh. Der er altså især penge at spare, hvis man kan lade derhjemme.
»Det kan godt være, at elbilerne stadig er dyrere at købe, til gengæld er både ejerafgiften og udgifterne til el og vedligehold lavere end til en tilsvarende benzinbil,« siger Ilyas Dogru.
FDM har ikke sammenlignet udgifterne for benzin- og elbiler i de lavere prisklasser. Det skyldes, at der ikke findes tilstrækkeligt med elbiler i de billigere klasser til at lave en fair sammenligning.
Generelt billigere at holde bil i 2024
Overordnet er pristjekket god læsning for de fleste danske bilejere.
For efter et par år med stigende udgifter er der nemlig udsigt til, at det bliver lidt billigere at holde bil i 2024. I gennemsnit bliver det 3.200 kroner billigere i forhold til sidste år, skriver FDM.
Det er især udsigten til stabile brændstof- og elpriser, der gør det en smule billigere at være bilejer. Også selvom brændstofafgiften på benzin og diesel steg ved årsskiftet.
»Overordnet set bliver det billigere at holde bil i 2024, hvilket alene skyldes stabile energipriser. Ser vi på de underliggende mekanismer, er det ikke blevet billigere at forsikre eller servicere bilen. Det skyldes, at den høje inflation i 2022 og 2023 fortsat påvirker for eksempel forsikringspriserne og udgifterne til at vedligeholde bilen,« siger Ilyas Dogru.