En akademiker lever i snit syv år længere end en ufaglært.
Alligevel får de nogenlunde lige lang tid på pension – uanset hvilken uddannelsesmæssig baggrund, de har.
Det konkluderer pensionskommissionens rapport fra 2022. Men analysen har mødt kritik.
Derfor har Børsen fået udarbejdet en ny analyse fra den liberale tænketank CEPOS, der har regnet på det forventede antal år på pension for 60-årige med forskellig uddannelsesbaggrund.
Dataet brugt er fra 2022/23. Og analysens resultater læner sig meget op ad, hvad pensionskommissionens rapport viste:
»Alle uddannelsesgrupper har omtrent det samme antal år på tilbagetrækningsordninger – også hvis man trækker førtidspensionister ud af ligningen. Det viser, at vores nuværende system, med særlige ordninger for de nedslidte, virker – og at en yderligere differentiering af pensionsalderen på baggrund af uddannelse ville være meningsløs,« siger cheføkonom i CEPOS Mia Amalie Holstein til Børsen.
Og når man regner alle førtidige ordninger med, såsom Arne-pension, seniorpension, førtidspension og efterløn, ser tallene således ud i gennemsnit for en 60-årig:
En ufaglært: 18,1 år på pension
En faglært: 18,8 år på pension
En akademiker med lang videregående uddannelse: 18,5 år på pension
Folk med kort eller mellemlang videregående uddannelse: 20,1 år på pension.
Fremtidens pensionssystem
Et af tidens varmeste politiske emner er danskernes pension.
Hele debatten startede, fordi statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview til Berlingske kastede danskernes pensionssystem op i luften.
Her lød det fra statsministeren, at den såkaldte velfærdsaftale skal genforhandles. Aftalen har siden 2006 betydet, at pensionsalderen stiger i takt med levetiden.
Sidenhen har mange forskellige stemmer kastet sig over debatten, og meldingen har mildest talt sendt rystelser gennem det politiske landskab og arbejdsmarkedet generelt.
Ved Folketingets åbning blev emnet om danskernes pensionssystem også diskuteret vidt og bredt.
Her appellerede oppositionen til, at regeringen skal forpligte sig til at melde klart ud, hvornår danskerne kan forvente vished om pensionsalderen.
Men det forslag gav statsministeren ikke meget for. Hun så nemlig ikke samme behov for snarlige forhandlinger.
Som Berlingske har skrevet, er der mange meninger i regeringen, men hvad der bliver svaret på, præcis hvordan fremtidens pensionssystem skal se ud, står stadig hen i det uvisse.



