Nu får landets bilejere svar på fremtiden: Regeringen har indgået smal aftale om bilafgifter

Regeringen præsenterer klokken 16 en aftale om fremtidens bilafgifter, der skal sætte turbo på udrulningen af elbiler på de danske veje.

Finansminister Nicolai Wammen vil fredag præsentere den nye aftale om bilafgifter, der skal sikre flere grønne biler på vejene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Efter flere måneders forhandlinger om fremtidens bilafgifter er det lykkedes regeringen at samle et flertal om en aftale, der skal skubbe på salget af elbiler i Danmark. Det oplyser regeringen.

Klokken 16 vil finansminister Nicolai Wammen (S) og skatteminister Morten Bødskov (S) præsentere aftalen med aftalepartierne ved et pressemøde i Finansministeriet.

Ifølge Berlingskes oplysninger vil aftalen med Finansministeriets regnemodeller medføre 775.000 grønner biler på de danske veje i 2030.

Det er mere end de 500.000 grønne biler, som S-regeringen oprindeligt spillede ud med, men noget mindre end de 1.000.000, som mange af partierne uden om regeringen har krævet undervejs i forhandlingerne. De 775.000 grønne biler dækker over både personbiler og varebiler på ren el samt plug- in-hybridbiler.

Aftalen forventes at reducere Danmarks CO2-udslip med 2,1 millioner ton i 2030. Det svarer til godt en tiendedel af den samlede mængde CO2, som Danmark skal havde reduceret sit udslip med for at nå målet om en samlet reduktion på 70 procent i 2030. Og det er mere end det dobbelte af regeringens oprindelige udspil, som lød på en CO2-reduktion på en million ton.

Smal politisk aftale

Det står inden pressemødet klart, at det ikke er lykkedes regeringen at indgå en bred aftale, som mange havde håbet. Både Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance oplyser forud for pressemødet, at de ikke er en del af aftalen. Der er således kun støttepartierne de Radikale, SF og Enhedslisten, der er med.

Klima- og erhvervsordfører for de Konservative Mona Juul mener, at regeringen med den endelige aftale udskriver »en stor milliardregning til danskerne«, og at der er tale om en aftale, som partiet i sidste ende ikke kunne se sig selv i.

Blandt andet har en kommende afgift på tung transport været umulig at sluge for de blå partier.

»Alle er enige om, at vi gerne vil have flere grønne biler på vejene, og vi har også skubbet på, for at regeringens oprindelige udspil på 500.000 grønne biler skulle blive mere ambitiøst. Med større ambitioner kommer selvfølgelig et større finansieringsbehov, men vi synes bare ikke, at danskerne skal betale endnu mere for deres biler end i dag,« siger Mona Juul og fortsætter:

»Vi har spillet diverse reformforslag og råderum ind, og vi har i vores eget finansovsforslag fundet en milliard kroner til elbilerne, men i aftalen fastholder man, at man for langt de fleste bilers vedkommende vil kunne mærke en stigning allerede fra næste år, samtidig med, at man indfører en vejafgift for den tunge transport, der vil ramme erhvervslivet. Det er helt uacceptabelt for os.«

På Twitter skriver Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, at aftalen ikke er, »hvad vi har brug for«.

»Højere bilafgifter på vej til danskere, der bor i landdistrikter, og som har brug for en bil, så man kan komme på arbejde. Man glemmer, at mange har brug for en bil for, at hverdagen kan hænge sammen,« skriver ordføreren.