Lars Tvede køber platin og øjner gevinst på 70 procent: »Når det kører, så kører det hurtigt«

I februar solgte Lars Tvede ud af platin, men er nu hoppet tilbage i metallet. Hvis alt flasker sig, tror han, at platin kan komme tilbage til den tidligere kursrekord på over 2.000 dollar.

Finansmand og storinvestor Lars Tvede er hoppet tilbage i platin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

Hvad skal du investere i i øjeblikket?

Ifølge finansmanden og storinvestoren Lars Tvede er det platin. I sidste uge købte han op af metallet og ser – hvis alt flasker sig – en potentiel gevinst på over 70 procent.

»Platin er, hvis du kigger på en langsigtet graf, langt, langt under sit all time high. Så platin har demonstreret, at det kan gå væsentligt højere. Udover at være et smykkemetal, er platin også et industrimetal, der er vigtig for traditionel bilproduktion til katalysatorer og en masse andre ting,« fortæller han til Berlingske.

Platinprisen toppede i 2008 på cirka 2.200 dollar.

»På længere sigt er det også interessant for hydrogenmotorer, selvom der ganske vist ikke er nogen stor efterspørgsel lige nu. Men global bilproduktion står over for en acceleration efter min bedste vurdering, og dette vil forøge efterspørgslen på platin,« tilføjer han.

Tvede har tidligere købt op af platin, men solgte ud i februar, da der kom turbulens på finansmarkedet i kølvandet på stigende renter i USA.

Jeg har nu solgt mine resterende platin positioner samt mine kobber positioner og er gået short NASDAQ (solgt NASDAQ futures). Alle sammen midlertidige dispositioner.

Slået op af Lars TvedeTirsdag den 23. februar 2021

Platin koster i øjeblikket 1.220 dollar for et ounce. I midten af februar var prisen over 1.325 dollar, og hvis den kan komme tilbage dertil, tror Lars Tvede, at platin kan stige til 2.100 dollar – en 72 procents stigning i forhold til kursen i denne uge.

»Hvis den kan lukke over 1.325 to dage i træk, tror jeg, at det vil sætte yderligere betydelige stigninger i gang,« siger han.

»Platin er som andre ædelmetaller noget, man ikke holder specielt længe, for når det kører, så kører det hurtigt.«

Lars Tvede har tidligere investeret i guld, men solgte ud i sommer, efter at det gyldne metal var steget kraftigt under den første coronanedlukning. Guld bliver ofte betragtet som en »sikker havn« i investeringer, og stiger derfor ofte, når der er uro på de finansielle markeder og usikkerhed om verdensøkonomien.

Efter den seneste nedtur for guld, vurderer Tvede dog, at det »måske ikke er helt åndssvagt tidspunkt at købe på nu.«