Inflation og energipriser æder din løn – udsigt til laveste fremgang i rådighedsbeløbet i ni år

Danskerne får i år en pæn lønstigning, men det bliver meget dyrere at varme huset op og fylde benzin på bilen. Derfor kan vi se frem til den ringeste fremgang i vores rådighedsbeløb i ni år, viser ny analyse.

De danske familier kan se frem til at få 240 kroner mere til forbrug om måneden mellem hænderne i år. Det er den ringeste fremgang i danskernes rådighedsbeløb i ni år. Årsagerne er først og fremmest stigende energipriser og tiltagende inflation, viser en ny analyse fra Danske Bank. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Inflationen og energipriserne stiger. Begge dele begynder nu for alvor at spise din løn. Her i 2021 kan de danske familier derfor se frem til en fremgang i deres rådighedsbeløb på kun 241 kroner om måneden. Det er den ringeste fremgang i ni år. I 2020 fik danskerne 1.000 kroner mere om måneden til sig selv.

Det fremgår af helt ny prognose for Danske Banks modelfamilie, der består af et par med to børn. Danske Bank understreger, at den dårligere fremgang i år bestemt ikke skyldes, at danskerne ikke får lønstigninger. Det gør de.

Rådighedsbeløbet er de penge, danskerne har til sig selv, når alle de faste udgifter er betalt.

»Når fremgangen er så beskeden i 2021, skyldes det især stigende energipriser, der både gør det dyrere at varme huset og fylde benzin på bilen. Samtidig er den generelle inflation også taget til,« hedder det i analysen.

Danske Bank påpeger, at paradoksalt nok så fik de danskere, der ikke var ramt af krisen, en ganske klar forbedring af deres privatøkonomi i 2020. Sådan bliver det desværre ikke i år. Danskerne kan dog fortsat glæde sig over, at lønningerne ser ud til at stige pænt i år. Danske Bank forventer, at lønningerne kommer til at stige med 2,7 procent i år.

Det er en stigning i lønnen, som ingen nok havde forventet, da coronakrisen ramte den danske økonomi for et år siden, påpeger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

»De pæne lønstigninger er kærkomne, for havde de ikke fået et nøk op, så havde mange af os nok ikke oplevet stigninger i vores reale rådighedsbeløb. Især de stigende energipriser, der virkelig har taget et spring i vejret fra de ekstremt lave niveauer sidste år, gør indhug i vores råderum,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

»Bilejerne har oplevet stigende benzinpriser, elpriserne er steget, og opvarmer man – som vores modelfamilie – sit hus med et gasfyr, skal man virkelig til at have den store pengepung frem. Sammenlignet med juli sidste år er markedsprisen på gas blevet seksdoblet, og selvom det ikke slår én til én igennem, er det virkelig noget, der kan mærkes,« siger hun.

Danskernes konti bugner

Louise Aggerstrøm Hansen kommer dog med en lille trøst, da hun mener, at en stor del af inflationen er midlertidig:

»Generelt er der rigtig gode forudsætninger for, at danskerne kan gå ud og bruge penge igen, og trods den mindre reallønsfremgang i år bugner danskernes konti. Siden corona ramte, har danskerne brugt 50 milliarder mindre, end hvis vi ikke havde haft krisen. Samtidig har vi fået udbetalt mere end 50 milliarder i indefrosne feriepenge efter skat.«

Modelfamilien, der er regnet på, er som udgangspunkt i arbejde. Det betyder, at hvis familien har valgt at få udbetalt feriepenge, vil de ud over ovenstående kunne se frem til at få cirka 25.500 kroner mere mellem hænderne i år. De vil i givet fald komme oven i feriepenge for 33.000 kroner, som familien potentielt kunne få udbetalt i 2020.

Louise Aggerstrøm Hansen fremhæver, at hvis man er en af de familier, der er blevet ramt af coronakrisen og har mistet jobbet, kan billedet være langt værre, end analysen viser.