I dag får danskerne 19,5 milliarder kroner tilbage i skat

Skattestyrelsen udbetaler i dag overskydende skat for 2020, der i år er løbet op i 19,5 milliarder kroner.

Hele 3,6 millioner skatteydere kan i dag se frem til at få en pose penge fra Skattestyrelsen i form af udbetaling af overskydende skat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Skattemilliarder strømmer ind på danskernes konti i dag, når 19,5 milliarder kroner bliver udbetalt i overskydende skat.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen.

Da Skattestyrelsen 12. marts 2021 åbnede for, at skatteyderne kunne se deres årsopgørelser, flød dens hjemmeside over med besøg. Hele 4,6 millioner borgere var inde for at se, om de i år fik et grønt eller rødt tal på skærmen.

Hele 3,6 millioner kunne med lettelse møde ind til et grønt tal, mens godt 900.000 blev mødt af et rødt tal.

I alt skal der betales 7,1 milliarder kroner tilbage i skat af de danske borgere. Det betyder, at danskerne som helhed står til at få 12,4 milliarder kroner netto ind på kontoen.

I Region Hovedstaden kan man i gennemsnit se frem til det største beløb af tilbagebetalt skat – her får borgerne i gennemsnit på 5.742 kroner. I Region Sjælland er skatteyderne dem, der i gennemsnit får mindst udbetalt: 5.059 kroner.

Feriepenge og overskydende skat vil sætte gang i økonomien

Den overskydende skat kommer i samme periode, som de indefrosne feriepenge løber ind på danskernes bankkonti. Privatøkonomien får dermed et ordentligt skud vitaminer i disse dage.

»Den spæde genåbning af samfundet bliver i denne tid suppleret med flere saltvandsindsprøjtninger. I dag kan danskerne se frem til at få 12,4 milliarder kroner netto ind på kontoen i overskydende skat. Samtidig tikker feriepengene lystigt ind på danskerens i forvejen bugnende bankkonti. Indtil videre har danskerne bestilt feriepenge for næsten 30 milliarder kroner før skat. Det vil kunne mærkes i butikkerne og i de store linjer i dansk økonomi,« skriver Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til Berlingske.