Her er der mest gang i salget: »Maj kan meget vel blive rekordmåned for boligsalg«

Flere end hver tredje bolig sat til salg under coronakrisen er allerede blevet solgt, viser en opgørelse fra ejendomsmæglerkæden EDC. Her forventer man, at maj kan gå hen og blive den hidtil bedste måned for boligsalget.

Ifølge ejendomsmæglerkæden EDC går det stærkt med at få solgt de nye boliger, der er blevet sat til salg under coronakrisen. På landsplan har 35 procent af de boliger, der er sat til salg i perioden 11. marts til 30. april, fået ny ejer. Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Det går stærkt med boligsalget under coronakrisen, lyder meldingen fra ejendomsmæglerkæden EDC, som vurderer, at maj kan »ende med at blive rekordmåneden for boligsalg«.

En ny opgørelse fra kæden baseret på 2.700 ejendomme viser, at flere end hver tredje bolig sat til salg i perioden fra nedlukningen af Danmark 11. marts til 30. april allerede har fundet en ny ejer.