Fredag faldt den europæiske gaspris med over syv procent.
Efter weekenden melder markederne mandag morgen om et fald i næsten samme størrelsesorden på omkring seks procent.
Dermed fortsætter en for mange tiltrængt tendens med faldende gaspriser.
For selvom gassen stadig er 40 procent dyrere end for et år siden, og selvom alle andre varer stadig er prissat efter perioderne med endnu højere gaspriser, så er gassen alene den seneste måned blevet næsten 30 procent billigere i skrivende stund.
Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, kom allerede inden morgenens prisfald med et par forklaringer på, hvorfor gasprisen er faldende.
»Prisniveauet var uanset faktorer og årsager hysterisk højt« henover sensommeren, men »frygten for et totalt russisk gasstop har indtil videre ikke vist sig at være berettiget,« skriver han i en analyse:
Dertil kommer, at de europæiske gaslagre fyldt op i god tid, mens forbrugerne også har tilpasset sig de højere priser og skruet ned for forbruget. Begge dele noget, der gavner forholdet mellem udbud og efterspørgsel.
Per Hansen forklarer også, at oliepriserne er relativ lavere end gaspriserne, hvilket også er med til at trække efterspørgslen på gas ned.
Prisen på gas er dog stadig i et »set i et langsigtet perspektiv, meget højt,« skriver Per Hansen og fortsætter:
»Der er stadig udsigt til, at vinteren kan blive dyr og drøj at komme igennem, men ikke så dyr som frygtet.«
Gaspriserne er faldet markant siden pristoppen i august. Se her, hvor meget det formindsker regningen for de enkelte typer af huse i forhold til, da det så værst ud.