Flere økonomer nedtoner eller afblæser nu forventninger om prisfald på boliger

Boligpriser med pil op for anden måned i træk får nu flere af økonomerne i landets største banker og realkreditselskaber til at justere deres forventninger til prisudviklingen i 2020 og 2021.

Indtil videre tyder det på, at boligmarkedet får markant mindre prishug som følge af coronakrisen, end økonomerne i første omgang forventede. Nu bliver der justeret i prognoserne hos en del banker og realkreditselskaber. Kasper Palsnov

Da førende økonomer i nogle af landets største banker og realkreditselskaber i begyndelsen af coronakrisen kiggede i krystalkuglen, så det dystert ud for boligejerne.

I de første måneder af nedlukningen af Danmark fik økonomerne da også ret i forudsigelserne om, at prispilen ville pege nedad. Så begyndte det at gå den anden vej. Nu har priserne på både huse, ejerlejligheder og sommerhuse ifølge nye tal fra Boligsiden haft pil op to måneder i træk og slår sågar nye rekorder. Dette får flere til at opjustere deres prognoser for prisudviklingen i 2020.