Fast rente på én procent er på nippet til at komme på banen

Handelskrigen mellem USA og Kina sender investorerne over i obligationer, så kurserne presses op. Det betyder, at fastforrentede lån med en rente på 1,5 pct. er på vej over 100. Afløseren bliver et fastforrentet lån med en historisk lav rente.

Danske boligejere er på nippet til at kunne få lån med en fast rente på én procent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Opdateret med onsdagens slutkurser:

De store skvulp i verdensøkonomien er ved at sende de 30-årige fastforrentede lån med en rente på 1,5 pct. ud over badekarrets kant. Kursen på lånene nærmer sig kurs 100, hvilket vil lukke dem for yderligere tilbudsgivning til boligejere med lyst til fast rente.

Onsdag endte kursen på et 1,5 pct.-lån med afdrag hos Realkredit Danmark i 99,98, mens kursen på et tilsvarende lån hos Nykredit-koncernen med Totalkredit sluttede i 99,93. Hos Nordea Kredit måtte man faktisk lukke 1,5 pct.-lånet med afdrag onsdag, da gennemsnitskursen for det populære realkreditlån kom nøjagtigt op over 100.

»Det betyder, at vi ikke længere må udstede nye lån i serien,« skrev Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker i Nordea Kredit, onsdag eftermiddag i en kommentar.

Handelskrig er afgørende

Flere analytikere angiver den opblussede handelskrig mellem USA og Kina som årsag. Investorerne havde forventet en snarlig afklaring, hvilket ikke skete, da præsident Donald Trump tværtimod optrappede krigen i både toldsatser og retorik på Twitter.

»Det har givet anledning til nervøsitet på de finansielle markeder, og det er i hvert fald en vigtig forklaring på, at de 30-årige realkreditrenter nu atter nærmer sig historiske bundrekorder,« anfører Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark,

Den verserende handelskrig har potentiale til at give yderligere rentefald.

»Vi har ganske enkelt øjnene rettet mod adskillige risici, som kan føre til yderligere rentefald, og flere af dem har ramt nu med forskellig styrke. Og svaret på spørgsmålet, om renterne kan komme endnu længere ned, er, at selvfølgelig kan de da det,« siger Jeppe Borre, chefanalytiker i Totalkredit.

Omvendt kan en handelsaftale mellem verdens to største økonomier betyde, at kurserne vil falde.

»Vi har set adskillige gange, at kurserne kan dykke lynhurtigt, så boligejere løber en stor risiko, hvis ikke de kurssikrer,« siger Totalkredits chefanalytiker.

Pas på indlåsningseffekt

Afløseren bliver fastforrentede 30-årige lån til kun én procent, som i øjeblikket handles til en kurs i omegnen af 95,7. Men det er ikke uden risiko. Ifølge Realkredit Danmark er likviditeten ganske tynd med RD-obligationer i serien for omtrent 285 mio. kroner mod næsten 20 mia. kroner i det tilsvarende 1,5 pct.-lån.

»Med andre ord er der altså en betydelig risiko for indlåsningseffekt i enprocent-lånet,« påpeger chefanalytikeren. Effekten er, at det kan blive svært at komme ud af lånet, hvis man ønsker at opsige lånet før udløb.

Såfremt 1,5 pct.-lånet med afdrag er lukket i dit realkreditinstitut, vil det fortsat være muligt at optage det afdragsfrie 1,5 pct.-lån, som traditionelt ligger i lavere kurs end det afdragsbetalende lån og derfor vil være under kurs 100 i længere tid.

En trist baggrund

Totalkredits chefanalytiker vil dog hellere pege på enprocent-lånet med afdrag som den bedste løsning, hvis 1,5 pct.-lånet med afdrag lukker hos Totalkredit i de kommende dage.

»Det kræver selvfølgelig, at 1,5 pct.-lånet med afdrag er lukket hen over en længere periode, således at risikoen for indlåsningseffekt i enprocent-lånet vil begynde at blive elimineret,« siger Jeppe Borre.

Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit mener, det er vildt, at boligejerne igen kan låne penge i 30 år til en rente på bare én pct.

»Og det er måske endnu vildere, at der findes investorer, der er villig til at købe obligationerne. Det vidner om, at det i øjeblikket er særdeles svært at få et godt afkast, hvis man samtidigt ønsker at placere sine penge et sikkert sted,« siger hun.

Chefanalytiker Søren V. Kristensen fra Sydbank påpeger, at enprocent-lånet er blevet introduceret på en trist baggrund af mere mørke økonomiske udsigter.

»Hvis den seneste eskalering af handelskrigen fortsætter i den kommende tid, så vil det også smitte af på økonomierne, og det kan også resultere i lavere boligpriser i Danmark,« siger han.