Er guldfeberen over os?

Hvordan får man som privatperson fat i guld, og hvorfor skal man overhovedet overveje at beskæftige sig med den form for investering? Det kigger podcasten »Dine Penge« nærmere på.

Interessen for guld som investeringsobjekt blev især affødt af finanskrisen i 2008, som i manges øjne blev båret af den finansielle sektor - og især bankernes - uansvarlighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT

»Vi kan lige så godt putte kontanterne ind under madrassen eller købe guld og begrave det i baghaven.« Den type udmelding er ikke sjælden i disse tider, hvor det grundet det meget lave rentemiljø begynder at koste flere privatkunder negative renter at have penge stående i banken.

Samtidig har den - ifølge flere økonomer - usædvanligt lange, globale økonomiske optur efterhånden sendt alverdens aktieindekser så højt op, at flere begynder at frygte et fald lige rundt om hjørnet. Derfor er guld, som er kendt for at være en forsikring mod dårlige tider, dukket op på radaren for investeringer.

»Der er en række forskellige måder at investere i guld på. Der er det, der hedder en ETF, som er en fond, der så har købt guld, som man køber en lille andel af. Her har man ikke guldet i hænderne fysisk, og det handles i så små mængder, at man ikke behøver hive alverdens penge op af lommen,« forklarer Wesley Valdez, der er ansvarlig for forretningsudvikling og jura i Danmark for Tavex Group, i podcasten »Dine Penge«.

Find alle episoder i podcastappen fra iTunes i App Store, Google Play – eller hvor du ellers lytter til dine podcasts.

En anden måde at handle med guld på er gennem såkaldte futures, hvor man investerer i prisudviklingen på guld. Men hvor du kan investere et mindre beløb i en ETF’er,  har en futures kontrakt typisk en langt højere minimums eksponering. Den sidste form for investering, og den som Tavex Group beskæftiger sig med, er fysisk guld i form af guldbarrer og mønter. Og her har Wesley Valdez to grundlæggende principper til sine kunder:

»Køb guld med den laveste grampris som muligt - det man kalder det laveste spread - og sørg for at købe guld, som er nemt at omsætte den dag, du har behov for at sælge det. Der er nogle flotte og sjældne produkter derude, som der kan være gode fortjenester i, men det er ikke det, man vil kalde en god guldinvestering.«

Og da man har at gøre med en fysisk vare, skal man selvfølgelig også sørge for at opbevare det et sikkert sted og tjekke at ens forsikring dækker det.

Når aktierne falder, stiger guldprisen

Interessen for guld som investeringsobjekt blev især affødt af finanskrisen i 2008, som i manges øjne blev båret af den finansielle sektor - og især bankernes - uansvarlighed. Hos Tavex Group oplevede man derfor, at kunderne ville investere i noget, der var uafhængigt af den finansielle sektor.

»Guld agerer jo typisk kontrært til aktiemarkedet. Når aktiemarkedet falder i forbindelse med økonomisk eller politisk urolighed, så stiger guldprisen, som vi har set på det sidste med blandt andet Brexit og handelskrigen mellem USA og Kina,« lyder det fra Wesley Valdez, som igen oplever en stigende guld-interesse blandt danskerne, som har en lang horisont på 5-10 år og vil gardere sig mod et tab på aktieinvesteringerne:

»Det seneste års tid har prisudviklingen været meget positiv med en stigning på over 20 procent, og det har været båret af, at man nu begynder at ane, om der er en krise på vej. Det er stadig en niche-investering, men det er en investering, som den almindelige, danske investor har fået øjnene op for.«

For at en investering i guld skal øge sin værdi, kræver det altså, at der sker en »bestemt hændelse«, som udløser en prisstigning. En del af Tavex Groups tilstrømning af nye kunder skyldes ifølge Wesley Valdez blandt andet de negative renter, som flere banker har indført over for kunder med mere end 750.000 kr. stående på indlånskontoen.

»Det er jo lidt som et mistillidsvotum til det finansielle system og til bankerne.«