Dyk i boligpriserne kan gøre ondt på specielt en gruppe

De danske boligejere er ganske solidt polstret og vil kunne klare pæne fald i boligpriserne. Men det er langt fra tilfældet for alle.

De danske boligejere er blevet ganske velpolstrede. Den gennemsnitlige belåningsgrad er for første gang i mange år faldet til under 50 procent. Den er kommet ned på 49,2 procent. Det vil sige, at for et lån på en million kroner er den gennemsnitlige gæld på 492.000 kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dårligere tider med fald i boligpriserne truer i horisonten. Det vil langt de fleste boligejere godt kunne klare, men specielt en gruppe kan komme i klemme.

Det skriver finans.dk på baggrund af nye beregninger fra Realkredit Danmark (RD). I beregningerne har RD set på, hvor meget gæld de danske boligejere har, og analysen viser, at størstedelen af de danske boligejere er ganske solidt polstret.

For første gang i mange år er den gennemsnitlige belåningsgrad kommet ned under 50 procent. Mere præcist er den kommet ned på 49,2 procent. Det vil sige, at den gennemsnitlige gæld for et lån på én millioner kroner er på 492.000 kroner.

Det skyldes i høj grad, at boligejerne modsat til tiden op til finanskrisen ikke har belånt deres friværdier.

»Den gennemsnitlige belåningsgrad er faldet markant over de senere år efter de store boligprisstigninger,« siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, til finans.dk.

»Alene over de seneste to år er den gennemsnitlige belåningsgrad faldet med hele ti procentpoint, mens den er faldet med mere end 15 procentpoint over de seneste fem år,« siger han.

Mindre indhug

Dem, som er i mest sikker havn, er dem, som har købt bolig for over ti år siden. I de områder, hvor priserne er steget mest, er tidshorisonten kortere. Omvendt er den mest udsatte gruppe førstegangskøberne.

Under coronakrisen har der været mange bolighandler. Det er i langt de fleste tilfælde sket til en belåningsgrad på 80 procent. Det er førstegangskøberne, og de er meget sårbare over for prisfald.

Hvis boligpriserne falder med fem procent, vil  belåningsgraden for førstegangskøberne stige til 84 procent. Grænsen er på 80 procent.

Christian Hilligsøe Heinig understreger, at samlet set står de danske boligejere ganske godt rustet til dårligere tider på boligmarkedet. Hvis boligpriserne skulle falde med fem til ti procent, vil det ikke betyde det store, fordi det blot vil betyde »et mindre indhug i en ellers stor formuestigning«.

I tiden op til finanskrisen kom den gennemsnitlige belåningsgrad kun ned på 56 procent, selvom stigningerne i boligpriserne var større. Men dengang foretog danskerne også en langt større belåning af friværdierne.