Danskerne slår ny rekord i opsparing: Så meget har vi i snit på bankbogen

Svimlende 934 milliarder kroner havde danskerne sammenlagt stående på bankkonti i maj 2019, viser nye tal fra Nationalbanken. Det er ny rekord. Se her, hvor meget den enkelte dansker i snit har sparet op.

Penge
Danskerne har slået ny rekord i opsparing. I gennemsnit har hver person over 18 år 11.600 kroner mere stående på bankbogen nu i forhold til for et år siden, viser nye tal fra Nationalbanken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Djurhuus

Vi puger penge i banken som aldrig før. Alene det seneste år er danskernes samlede indlån vokset med 54 milliarder kroner til i alt 934 milliarder kroner, viser nye tal fra Nationalbanken for maj 2019.

Hvis pengene blev jævnt fordelt, kunne hver dansker i princippet gå ud og købe en ny bil, et kolonihavehus eller en rejse til Maldiverne for hele familien.

Det svarer nemlig i gennemsnit til 201.000 kroner pr. voksne dansker. Og det er det højeste beløb nogensinde. Men det er langtfra alle, der har fået mere på kistebunden, påpeger formue- og boligøkonom Mira Lie Nielsen fra Nykredit.

»Danskerne har i gennemsnit øget indlånet med 11.600 kroner på et år. Der er dog det vigtige forbehold, at ca. 75 procent er placeret hos den rigeste halvdel af danskerne, og derfor vil der være mange danskere, som ikke helt kan genkende beløbet, når de kigger på deres konti,« skriver hun i en kommentar.

Derfor har vi flere penge på kontoen

På trods af at man de fleste steder får et rundt nul for at have plus på kontoen, er danskernes samlede indlån steget støt år for år.

»Det går rigtigt godt i dansk økonomi i øjeblikket. Rekordmange danskere er i beskæftigelse, hvilket har løftet indkomsterne. Samtidig har udbetaling af aktieudbytte, overskydende skat og feriepenge løftet danskernes bankindestående hen over foråret. Dertil spiller det også en rolle, at opsvinget har øget danskernes transaktionsbehov. Vi bruger flere penge og har dermed behov for et større beløb i banken at trække på,« påpeger Mira Lie Nielsen.

Selv om de rekordlave renter betyder, at penge i banken generelt er en rigtig dårlig forretning, har de dog indirekte givet en del danskere endnu flere penge på kontoen.

»Som appelsinen i turbanen kommer så det historisk lave renteniveau, som siden ultimo marts 2019 er accelereret yderligere fra et i forvejen lavt niveau – det har givet de mange danskere, som har variable renter på lån eller omlagt et realkreditlån, betydelige besparelser i husholdningsbudgettet og løftet danskerne bankindestående til nye højder,« skriver Nykredits økonom.

Hun fremhæver desuden, at danskerne i kølvandet på finanskrisen er blevet mere forsigtige. Og at vi ikke omsætter den stigende velstand til øget forbrug i samme omfang som tidligere.

Op til tre procent i rente

Der er fortsat enkelte muligheder for at få lidt renter ud af sin bankkonto. Lån & Spar Bank tilbyder tre procent i rente på op til 50.000 kroner på en lønkonto til de faggrupper, der kan blive kunder i banken.

Ifølge bankportalen Mybanker kan der i nogle udenlandske banker som Bank Norwegian, Santander Consumer Bank og Din Andelskasse findes renter på mellem 0,5 og 0,8 procent – nogle af dem med en bindingsperiode på beløbet. Svenske Ikano Bank har også såkaldte højrentekonti, men de er i øjeblikket lukkede for indskud.