Nyhedsvarsel
Dine penge

Danske Bank tvinges til at lægge milliarder til side efter hvidvasksag

Landets største bank skal revurdere sit solvensbehov i kølvandet på hvidvasksagen. Derfor stopper Danske Bank omgående sit aktietilbagekøbsprogram.

Jesper Nielsen, Danske Banks midlertidige adm. direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Finanstilsynet har påbudt Danske Bank at polstre sig med yderligere fem milliarder kroner for blandt andet at betale eventuelle bøder i hvidvasksagen.

Helt konkret pålægger tilsynet banken at øge kapitaltillægget til et absolut minimum på ti milliarder kroner »for at sikre en tilstrækkelig kapitalmæssig afdækning af forøgede compliance- og omdømmerisici,« fremgår det af en selskabsmeddelelse fra banken.

Finanstilsynet pålagde allerede i maj Danske Bank at lægge fem milliarder kroner til side. Dermed har banken nu samlet skullet polstre sig med ti milliarder kroner som følge af hvidvasksagen i den estiske filial.

Kravet i maj kom samtidig med Finanstilsynets kritiske afgørelse om bankeledelsens ageren i hvidvasksagen. De ekstra fem milliarder kroner, der meldes ud i dag, kommer, samtidig med at tilsynet offentliggør sin opfølgning på afgørelsen fra maj. Dette betyder, at koncernens solvensbehov stiger fra 11,2 pct. til 11,9 pct. opgjort per 30. juni 2018.

»Vi tager tilsynets afgørelse til efterretning. Som tilsynet anfører, har Danske Bank med undtagelse af ét påbud, der kræver yderligere tiltag, enten opfyldt eller iværksat egnede tiltag med henblik på at opfylde de påbud, vi fik i maj måned. Udover de tiltag, vi allerede har taget, vil vi fortsætte vores konstruktive dialog med Finanstilsynet og opfylde de resterende påbud,« udtaler Jesper Nielsen, der er Danske Banks midlertidige adm. direktør, i en selskabsmeddelelse.

Otte påbud og otte påtaler

I maj 2018 modtog Danske Bank otte påbud og otte påtaler fra Finanstilsynet. Tilsynets undersøgelse viste, at der har været alvorlige mangler i bankens estiske filial, og at ledelsen har reageret for sent på informationer om den manglende hvidvaskindsats og om mistanker om kunders kriminalitet, som den modtog fra blandt andet en intern whistleblower.

For nogle af påbuddene kan Finanstilsynet først endeligt konstatere, om Danske Bank efterlever dem, når bankens tiltag er fuldt ud implementeret. Finanstilsynet vil derfor fortsat holde skarpt øje med banken, forsikrer direktør Jesper Berg:

»Ændringer i governance- og virksomhedskulturen og genopretning af bankens omdømme har et længere perspektiv. Derfor forventer Finanstilsynet, at bankens compliance- og omdømmerisici vil være forøget de kommende år,« siger han.

Standser aktietilbagekøb

Ifølge Danske Banks selskabsmeddelelse har banken samtidig besluttet at stoppe det igangværende aktietilbagekøbsprogram per dags dato. Aktietilbagekøbsprogrammet på ti milliarder kroner var planlagt afsluttet senest 1. februar 2019. Ultimo uge 39 var der tilbagekøbt 33.029.000 egne aktier med en transaktionsværdi på ca. 6,8 milliarder kroner.

Det er blot få uger siden, at Danske Bank offentliggjorde sin egen undersøgelse om problemerne med hvidvask i Estland. Her rettede Finanstilsynet skarp kritik mod landets største bank. Tilsynsdirektør Jesper Berg påpegede blandt andet, at Danske Bank i flere tilfælde har givet tilsynet »betryggende forklaringer, der efterfølgende har vist sig misvisende«.

Dagen efter besluttede Finanstilsynet at genåbne sagen mod Danske Bank, og den seneste afgørelse omfatter vel og mærke ikke vurderinger i forhold til bankens egen undersøgelse af ledelsens håndtering af sagen. Finanstilsynet vil først på et senere tidspunkt konkludere, om grundlaget for afgørelsen i maj vedrørende det ledelsesmæssige ansvar har ændret sig og kan medføre nye reaktioner fra tilsynet.