Coop overgiver sig: Nu kan du betale med MobilePay i SuperBrugsen, Fakta og Irma

Efter en længere afvisning vælger Coop nu at lade kunder betale med MobilePay. Betalingstjenesten bliver integreret i Coop-appen. I forvejen kan MobilePay benyttes i Dagrofa og Rema.

Foto: Simon Læssøe

Danmarks næststørste dagligvarekoncern, Coop, har i flere år sagt nej tak til MobilePay.

Men fra i dag kan du bruge MobilePay i Coop, der driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Irma og Fakta.

Coop har tidligere gået uden om MobilePay og i stedet forsøgt at få kædens 1,7 mio. medlemmer til at betale med Coops egen app.

Coop ønsker fortsat at skabe loyalitet på forskellig vis. Derfor bliver MobilePay en integreret del af Coops app, forklarer koncerndirektør Jan Madsen.

»Vi ønsker at gøre det nemt for vores kunder at betale mobilt med Coops app i vores butikker. Tidligere har det krævet, at man har lagt et dankort ind i appen, nu åbner vi for, at man kan vælge MobilePay som betalingsmiddel i Coops App. Samtidig har vi også gjort det muligt at anvende Coops app uden at være medlem af Coop,« skriver Jan Madsen i en e-mail.

Betal selv med mobilen

Løsningen hos Coop minder om køb af billetter i DSBs røde app. Her vælger over 70 pct. af kunderne MobilePay frem for et betalingskort, blandt andet på grund af nem oprettelse og en god brugeroplevelse.

Hvis du ønsker at betale med MobilePay i en af Coops knap 1.200 butikker, kræver det, at du først vælger MobilePay som den foretrukne betaling i den senest opdaterede Coop-app. Når du derpå handler hos Coop, går du blot hen til kassen, åbner Coop-appen og får forbindelse til en sort boks. Herefter kan du pakke dine varer, og når betalingen er klar, swiper du over i MobilePay og godkender betalingen.

Fra i dag får Coops kunder desuden mulighed for at benytte MobilePay i de butikker, der tilbyder den såkaldte Bip & Betal-løsning, hvor kunderne selv kan scanne deres varer ind løbende med Coop-appen. Bip & Betal-løsningen har Coop store forhåbninger til, og i oktober meldte dagligevarekoncernen sig klar til at rulle scan-selv-løsningen ud i alle Coops butikker.

Dagrofa og Rema er med på vognen

Hos MobilePay glæder adm. direktør Mark Wraa-Hansen sig over det nye samarbejde med Coop.

»Nu kan danskerne benytte MobilePay ved kassen i landets næststørste, tredjestørste og fjerdestørste dagligvarekoncerner, Coop, Dagrofa og Rema. I Finland er vi ude hos landets største dagligvarekoncern, S Group, denne måned – og i den næststørste koncern, Kesko, næste år. Det langsigtede perspektiv er uændret, at man skal kunne bruge MobilePay alle steder, når man handler i Norden,« siger Mark Wraa-Hansen.

MobilePay fordoblede næsten omsætningen på Black Friday i år og nåede 228 mio. kroner. 110.000 danske virksomheder har nu MobilePay, heraf ca. 10.000 webshops.