Kære Berlingske-læser.

Så blev det atter tid til et overblik fra avisens Business-redaktion på endnu en solrig dag.

Der er dog dårligt nyt til både dem, der kan lide at arbejde hjemme, og til en forhenværende bankdirektør.

#1 - Flere og flere må droppe hjemmearbejde

Coronaperioden medførte meget mere hjemmearbejde, end danske lønmodtagere inden da havde været vant til. Og tendensen er fortsat, efter pandemien slap sit tag i os. Men nu er flere og flere virksomheder begyndt at kalde medarbejderne tilbage til kontorerne verden over, skriver Financial Times.

Det gælder for eksempel verdens største kapitalforvalter BlackRock, hvor de ledende ansatte nu får besked på at møde ind alle ugens fem hverdage. Det sker, efter gigantvirksomheden siden 2023 gradvist har indskrænket muligheden for hjemmearbejde.

Det kan ifølge mediet potentielt skabe frustration blandt de ansatte, som har vænnet sig til muligheden for at arbejde hjemmefra. Og BlackRock står ikke alene. Financial Times nævner, at eksempelvis Amazon, Tesla, Dell og banken J.P. Morgan Chase har gjort op med hjemmearbejdet, ligesom Nykredit ifølge Børsen på vore breddegrader har strammet reglerne til maksimalt én arbejdsdag hjemmefra om ugen.

Læs her, hvordan et uheld under hjemmearbejde udløste erstatning til den uheldige medarbejder.

#2 - Joe & the Juice får første overskud i årevis

Joe & The Juice har fået sit første overskud i årevis. Kæden har tabt 1.859 millioner kroner i perioden 2018-2023. Men nu er kursen altså ændret, skriver Børsen. Og det er den med et overskud efter skat på 143 millioner kroner, fremgår det af selskabets årsrapport.

I lyset af fremgang på flere fronter erklærer administrerende direktør Thomas Nørøxe:

»Joe & the Juice har aldrig befundet sig på et bedre sted end nu.«

Omsætningen er steget med 17 procent til 2,8 milliarder kroner, hvilket er den største omsætning i kædens 23-årige historie. Stigningen stammer fra både åbningen af 33 nye butikker i regnskabsåret og de eksisterende butikker.

#3 - Bankdirektør idømt fængselsstraf for hvidvask

En direktør fra den nu lukkede Københavns Andelskasse er idømt fire måneders betinget fængsel for at overtræde hvidvaskloven. Det skriver Børsen. Direktøren, Bo Stengaard, var ikke tiltalt for at have hvidvasket penge, men alene for overtrædelse af hvidvaskloven, der har til formål at forhindre hvidvask og terrorfinansiering.

Specialanklager Lisette Rostgaard Jørgensen fra politiets afdeling NSK kaldte under sin procedure sagen for »meget alvorlig og omfattende« og argumenterede af samme grund for fængselsstraf fremfor bødestraf. Det er ikke afgjort, om Bo Stengaard anker byrettens dom.

Juraprofessor Linda Nielsen fra Københavns Universitet kalder afgørelsen historisk, fordi en forhenværende bankdirektør ikke tidligere i Danmark er dømt for overtrædelse af hvidvaskloven. Overtrædelsen bestod i, at banken tillod en række udenlandske kunder at flytte et milliardbeløb ind og ud af banken uden at undersøge formålet og uden at underrettet politiets såkaldte hvidvasksekretariat om bevægelserne.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

A) Elendige tal for Tesla: Produktionen falder i Kina, og salgstal bløder i Europa

For syvende måned i træk færdiggjorde den pressede elbilgigants fabrik i Shanghai færre biler end for et år siden. Samtidig fortsætter det voldsomme fald i Europa, hvor bilkøberne vælger andre elbilmærker på et marked i fremgang.

Læs historien her.

B) Stor ulighed i retsopgør mellem borgere og stat. Højesteret har talt: »Det er helt vanvittigt«

Advokat Janus Malcolm Pedersen bistod i efteråret en klient i en sag mod Kriminalforsorgen. Retten gav ham et salær på 10.000 kroner, mens hans modpart – Kammeradvokaten – fik over ti gange så meget. Nu har Højesteret behandlet sagen.

Læs historien her.

C) EU skærper tonen – Trumps toldkrig vil ramme USA hårdt

Trump har alvorligt behov for sejre i toldkrigene, for den hjemlige tålmodighed er tyndslidt. Fokus er på Kina, men det er nok i højere grad EU, der bliver den helt afgørende brik. Nu har Bruxelles fortalt, hvad man vil gøre, hvis der ikke kommer en »tilfredsstillende« aftale.

Læs historien her.

God læselyst!