Brevkassen: Hvad sker der, når man dør og ikke har nogen familie?

I denne uges brevkasse er en læser interesseret i at vide, hvad der sker, når en person dør, men ikke har nogen familie. Advokat Allan Ohms giver her en bred orientering om, hvad der sker ved dødsfald.

Det er vigtigt at tage stilling til, hvad der skal ske med ens ejendele, når man dør. Men det er lige så vigtigt, at de rette bliver informeret om ens ønsker, inden det er for sent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arne Trautmann/Iris/Ritzau Scanpix

Kære brevkasse,

Jeg har ikke nogen familie og har lavet et testamente.

Hvis jeg dør, og man ikke kan få fat i den pågældende, hvis denne er ude at rejse, hvad gør man så?

J.W.

Brevkassen


Få svar på spørgsmål om blandt andet arv, skilsmisse, skat, boligkøb, jura, økonomi og pension.

Alle spørgsmål anonymiseres. Det er desværre ikke muligt at svare på alle henvendelser. Svar gives i Brevkassen samt i Berlingske om lørdagen. Berlingske Media forbeholder sig retten til at offentliggøre spørgsmål og svar i alle husets medier.

Skriv til brevkassen@business.dk

Hvis du har særlige ønsker om bisættelse eller begravelse, er det en god idé, at du informerer dine nærmeste, eventuelt om at du efterlader dig et notat eller »Min sidste vilje«. Hvis det kun er den person, du har tilgodeset i testamentet, og hvis denne er bortrejst, når du dør, så risikerer du, at bisættelse eller begravelse sker på anden måde, end du ønsker. Du kan også indgå aftale med en bedemand og aftale det fornødne med denne. Bisættelse eller begravelse skal ske ret hurtigt, almindeligvis inden for otte dage efter dødsfaldet (dødsdagen medregnes). Den lokale embedslæge kan forlænge fristen, når forholdene taler derfor, men det kræver en begrundet anmodning.

Hvordan og hvem, der i øvrigt gør noget i den beskrevne situation, afhænger af omstændighederne. Jeg tror, at mange tænker i samme baner som dig, og derfor benytter jeg dit spørgsmål til at give en allround-orientering om, hvad der sker ved dødsfald, herunder mine forslag til, hvad du og andre selv kan gøre.

Når en person dør, skal der udstedes en dødsattest. Dødsfaldet skal inden to hverdage anmeldes til kirkekontoret i det sogn, hvor afdøde boede. Det gælder, uanset om den døde var medlem af folkekirken eller ej. I dødsanmeldelsen skal de efterladte/arvingerne skrive, hvem der skal være skifterettens kontaktperson. Kommunen og skifteretten bliver straks underrettet. Konti og hævekort bliver spærret af banken. For ægtefæller gælder det også de fælleskonti, afdøde havde. Digital Post bliver spærret, og personer med læseadgang til afdødes Digital Post, mister også denne adgang.

Pårørende må ikke råde over afdødes ejendele, før skifteretten har taget stilling til, hvordan boet efter afdøde skal behandles, og der er udstedt en skifteretsattest.

Skifteretten i den retskreds, hvor afdøde boede, får automatisk besked om dødsfaldet fra Kirkeministeriet. Retten skriver derefter til kontaktpersonen med henblik på et møde om boets behandling. Der bliver ikke truffet beslutninger uden om nogen arvinger, medmindre de giver fuldmagt til, at andre kan træffe beslutninger på deres vegne.

Det påhviler ifølge dødsboskiftelovens paragraf 8, stk. 1 enhver, der er i besiddelse af afdødes aktiver, at opbevare disse på betryggende måde, indtil der er taget stilling til, hvordan boet behandles. Reglen retter sig i første række til afdødes pårørende, der har adgang til den afdødes bolig, men også til institutioner eller andre, der er i besiddelse af dødsboets aktiver. Pligten til opbevaring fortsætter indtil boets berigtigelse. Kan de pårørende eller andre ikke uden væsentlig ulempe opbevare boets aktiver, kan skifteretten fritage dem for pligten og træffe bestemmelse om anden opbevaringsmåde. Tilsidesættelse af omsorgspligten kan medføre erstatningspligt. Omsorgspligten indebærer, at hospitaler og andre institutioner, som opbevarer en afdøds aktiver, ikke må udlevere disse til pårørende eller andre, før der kan forevises en skifteretsattest eller en særlig tilladelse fra skifteretten.

Ifølge dødsboskiftelovens paragraf 8, stk. 2 har enhver, som har kendskab til, at den afdødes aktiver ikke opbevares på betryggende måde, pligt til at give skifteretten meddelelse derom. Gør forholdene det nødvendigt, kan skifteretten beslutte, at et bos aktiver helt eller delvist skal registreres eller tages i forvaring. Dette bør ske, hvor ingen fører tilsyn med ejendelene, hvor der i et bo henligger større kontantbeløb, eller hvor der i øvrigt rejses berettiget mistanke om, at pårørende eller andre ikke kan eller vil opfylde omsorgspligten for aktiverne.

I tilfælde, hvor mere omfattende dispositioner skal foretages, kan skifteretten udpege en midlertidig bobestyrer til at foretage det nødvendige. Den midlertidige bobestyrer må alene træffe beslutninger, der ikke tåler udsættelse. Bobestyreren skal så vidt muligt afholde sig fra at foretage skridt, der vil kunne foregribe den senere bobehandling.

Hvis du har oprettet testamentet for en notar, opbevares en kopi i Centralregistret for testamenter. Testamentet hentes af skifteretten. Hvis ingen har kontaktet skifteretten, vil retten tage kontakt til arvingen. Hvis denne er på rejse, vil de spørgsmål, der skal afklares, blive afklaret bedst muligt. Der skal tages stilling til bisættelse eller begravelse, og hvis ingen pårørende bestiller en begravelse, er det kommunens ansvar at sørge for begravelsen, men udgiften skal betales af dødsboet.

Hvis dit testamentet ikke er oprettet for notar, men for vidner, så vil skifteretten ikke kunne se, at der findes et testamente. Ved oprettelse af vidnetestamenter er det derfor vigtigt at tage stilling til denne problematik og aftale med relevante personer, hvordan det sikres, at skifteretten får besked. Jeg anbefaler ikke vidnetestamenter, fordi det erfaringsmæssigt er sådan, at de giver problemer, og det er ofte, at vidnetestamenter bliver tilsidesat som ugyldige. Jeg gætter på, at et vist antal vidnetestamenter aldrig kommer for en dag, fordi de ikke bliver fundet. Det kan både skyldes, at ingen finder vidnetestamentet, eller at nogen finder dette, men mener, at det er bedst at skaffe det af vejen.

Sammenfattende er det mit råd, at du vælger at oprette testamente for en notar, at du sikrer dig, at ikke blot en enkelt, men flere accepterer, at dine ønsker – også i den situation, du beskriver – bliver opfyldt. Når jeg taler med mine kunder og spørger, om de har truffet bestemmelse om deres bisættelse eller begravelse, får jeg ofte det svar, at »det har jeg ikke tænkt over endnu«.

Det er mit råd, at dette overvejes, og hvis resultatet er, at du er ligeglad, så fortæl det til en relevant personkreds. Hvis du omvendt har bestemte ønsker, så fortæl også det. Det gør det meget lettere for den eller dem, der skal handle, når du ikke lever længere.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H) og mediator

www.ForumAdvokater.dk