Boligsælgerne er kommet ud af busken: »Vi kunne godt bruge flere varer på hylderne«

De seneste uger har betydeligt flere boligsælgere meldt sig på banen i forhold til den første tid efter nedlukningen af Danmark, hvor mange holdt igen med at sætte til salg.

Ejendomsmæglerne glæder sig over, at flere boligejere nu har fået mod på at realisere planerne om et salg. Mathias Bojesen

Mange boligejere satte planerne om at sælge på pause, i tiden efter at landet lukkede ned. Men siden det absolutte lavpunkt i uge 16, hvor der blev sat færrest nye boliger til salg, er lysten til at sælge efterhånden vendt tilbage, viser tal fra Boligsiden.

»I begyndelsen af coronakrisen reagerede sælgerne prompte og lagde salgsplanerne i skuffen for en stund. Helt naturligt ønskede mange sælgere at se tiden an, og vi oplevede derfor et brat fald i antallet af nye boliger til salg,« siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.