Bolighandler på vej mod ny rekord, men »opbremsningen« rammer hovedstaden

Det samlede antal bolighandler i 2021 ligger kun tre procent under antallet af bolighandler for hele 2020. Vi kan dermed være på vej mod en ny rekord for dette årtusinde, men rent geografisk er udviklingen nærmest vendt på hovedet.

Boligkøberne har haft det lange ben foran i 2020, og købelysten er fortsat med stor styrke i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Coronatiden har været en vild periode på det danske boligmarked, og den er ikke forbi endnu. Antallet af bolighandler i 2021 ligger på nuværende tidspunkt kun tre procent under salget for hele 2020. Med lidt over en måned tilbage af året kan 2021 dermed ende med at overgå sidste år i antal solgte boliger og dermed sætte ny rekord.

I 2020 blev der samlet solgt 107.484 boliger, hvilket er det højeste i dette årtusinde. Indtil nu i år er der solgt 103.742. Det viser tal fra Boligsiden.

Det tyder på et nyt gyldent år, men noget af dampen er alligevel gået af boligmarkedet, og rent geografisk er det meget spredt, hvor godt det går.

Chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann mener, at 2021 samlet set når at blive endnu bedre end 2020, når det gælder boligsalg.

»Det er dog ikke alle steder i landet, at boligmarkedet er accelereret i 2021. I landsdelen København By er der foreløbig solgt 12 procent færre boliger end i 2020, og da december normalt er en stille måned på boligmarkedet, bliver der med stor sandsynlighed ikke sat rekord her,« siger Lise Nytoft Bergmann.

»Samme opbremsning oplever Bornholm og Nordsjælland også, hvor der på nuværende tidspunkt er solgt henholdsvis 11 og ti procent færre ejerboliger i indeværende år sammenlignet med 2020. I flere af de jyske landsdele har man til sammenligning allerede overhalet 2020. For eksempel er der på nuværende tidspunkt solgt knap fem procent flere boliger i Nordjylland og cirka en procent flere i Sydjylland og Vestjylland,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Hun fremhæver, at boligmarkedet i øjeblikket har mere fart på i Jylland og på Fyn end på Sjælland.

»Det hænger sammen med, at farten har været højere på Sjælland under pandemien, hvorfor opbremsningen også er lidt hårdere. Priserne er allerede steget meget, og kombineret med en stigende rente er det blevet sværere og mindre attraktivt at købe bolig i de dyreste områder af landet, herunder på store dele af Sjælland, hvor kvadratmeterne koster mere end i Jylland og på Fyn uden for de store byer,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Skal have råd til andet

Som beskrevet flere gange i Berlingske har boligmarkedet været en af de helt store overraskelser under coronapandemien med priser, som er skudt i vejret. Det har skabt en større debat om, hvorvidt der er brug for et indgreb til at få tingene til at køle lidt af. Foreløbig har regeringen afvist, mens Danmarks Nationalbank og Det Systemiske Risikoråd har været meget insisterende om behovet for et indgreb.

Spørgsmålet har i høj grad været, om det nærmest rødglødende boligmarked under coronapandemien var en midlertidig effekt, eller om det var starten på en boble.

Noget tyder på, at det var en midlertidig effekt. Det ses også af, at boligsalget i juli, august, september og oktober i alle måneder var lavere end i 2020. Når vi alligevel kan nå rekord for hele året, skyldes det, at der var et ret kraftigt salg i foråret.

Lise Nytoft Bergmann mener, at den opbremsning, der er kommet på boligmarkedet, vil vare ved i den kommende tid.

Boligmarkedet er bremset lidt op. Det ses også af, at boligsalget i juli, august, september og oktober i alle måneder var lavere end i 2020. Når vi alligevel kan nå ny rekord for boligsalg i 2021, skyldes det, at der var ret stor fart på salget af boliger i foråret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»På lang sigt kan boligpriserne ikke stige mere end udviklingen i danskernes disponible indkomst, da køberne også skal have råd til andre ting end at bo. Oven på en periode med kraftige prisstigninger er det derfor helt normalt, at boligmarkedet tager sig en puster, hvor priserne holder sig i ro eller kun stiger moderat. Det er den udvikling, vi tror, vi kigger ind i de kommende år,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Hos Boligsiden mener man, det er lidt paradoksalt, at vi er på vej mod et samlet boligsalg i 2021, der er højere end hele sidste år.

»For reelt er det rekordhøje salg grundlagt i første halvår af 2021, mens vi i de seneste måneder har set et noget lavere salg. Overordnet set kan vi sige, at vi har bevæget os fra et ekstraordinært til et normalt niveau, der minder om det, vi så i årene inden corona,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

»Nu bevæger vi os så ind i den traditionelle vintersæson, hvor aktiviteten typisk falder yderligere. Alligevel vil boligsalget i 2021 komme til at overstige sidste års niveau i de fleste landsdele og i mange kommuner,« siger Birgit Daetz.