Boligejernes lånelyst på sit højeste siden finanskrisen

De lave renter har givet danske boligejere stor appetit på at låne penge. Nye tal fra Nationalbanken viser, at det samlede realkreditudlån aldrig har været større. Ifølge cheføkonom er der dog ingen grund til bekymring, da stigningen i udlånet slet ikke er i nærheden af det, man så i årene op til finanskrisen.

Realkreditudlånet er på sit højeste i 11 år, viser nye tal fra Nationalbanken. Cheføkonom mener dog ikke, at dette bør give anledning til bekymring, idet udlånet ikke er i nærheden af niveauet i årene op til finanskrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Danskernes samlede realkreditudlån har aldrig været større. Og det har heller aldrig været billigere at låne, påpeger Nationalbanken.

Ved udgangen af august havde de danske boligejere realkreditlån for i alt 1.477 mia. kr. Det er 5,2 procent mere end året før – og dette udgør den største årlige stigning siden 2008, påpeger cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank. Han mener dog ikke, at den store lånelyst bør give anledning til bekymring.

»Selv om stigningen i danskernes lån er på sit højeste i 11 år, stiger udlånet ikke med i nærheden af den samme fart som i midten af 00erne. I 2005 til 2007 steg realkreditudlånet med den dobbelte hastighed, idet stigningen lød på den gode side af ti procent om året,« forklarer Jeppe Juul Borre og tilføjer, at da bølgerne gik højest i foråret 2006, var udlånsvæksten helt oppe på cirka 14 procent.

Billige lån trækker lånelysten op

»Renterne har i år fået et gevaldigt tryk nedad, så det er kort og godt blevet billigere at låne penge. Dette trækker helt naturligt lånelysten op. Den aktuelt heftige konverteringsaktivitet understøtter hertil stigningen i udlånet, og den højere udlånsstigning kommer ikke som en egentlig overraskelse,« påpeger Jeppe Juul Borre.

Ifølge Nationalbanken er langt størstedelen af udbetalingerne i årets første otte måneder resultatet af konverteringer, hvor et lån med fast rente erstattes af et tilsvarende lån med lavere rentesats. Mange låntagere har i forbindelse med konverteringen øget deres belåning, hvilket altså bidrager til, at danskernes realkreditlån samlede stiger.

Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank

»Selv om stigningen i danskernes lån er på sit højeste i 11 år, stiger udlånet ikke med i nærheden af den samme fart som i midten af 00erne.«


»Jeg forventer derfor også, at udlånsstigningen vil vare ved, så længe renteniveauet inviterer til konverteringer. Jeg vil strække den så langt, at jeg ville have været voldsomt overrasket, hvis udlånet havde ligget fladt ovenpå rentefald og så massiv en konverteringsadfærd,« forklarer cheføkonomen.

»Ikke i nærheden af niveauet op til finanskrisen«

Renten på et fastforrentet 30-årigt lån ligger i øjeblikket og balancerer mellem en halv og en procent. Ved årsskiftet lå renten på to procent. Cheføkonomen understreger, at den nuværende stigning i danskernes samlede realkreditudlån især er koncentreret om de fastforrentede lån.

»Fast rente er gået frem med 78 mia. kr. siden sidste år. Det samlede realkreditudlån er steget 73 mia. kr., og derfor er lån med variabel rente reduceret med fem mia. kr. hos boligejerne. Også de afdragsfrie lån oplever en tilbagegang i andel af lånene også boligejerne. Vi ser derfor heller ikke, at den øgede lånelyst sætter stabiliteten på boligmarkedet over styr. Boligejerne fremstår i dag mere renterobuste og velkonsoliderede end for blot få nogle år tilbage,« lyder det fra Jeppe Borre.

Cirka 48 procent af boligejerne har i dag lån med fast rente mod 45 procent sidste år, mens andelen af afdragsfrie lån er faldet fra 47 til 45 procent. Ifølge Nationalbanken betaler boligejerne i gennemsnit en effektiv rente inklusive bidrag på 1,83 procent p.a.