Blackstone om advarsel fra LLO: »Der er absolut ikke skrevet noget med småt«

Tirsdag meddelte Kereby, som er ejet af Blackstone, i et interview med Berlingske, at ejendomsselskabet vil sætte huslejen ned for lejerne i 300 lejemål. Og at det vil ske med tilbagevirkende kraft. Nu advarer Lejernes Landsorganisation mod, at lejerne accepterer den nedsatte leje. Kerebys ledelse forstår ikke den udmelding.

Sejr Abildgaard (tv.) og Asger Bjørn Larsen (th.) lejer en lejlighed på Østerbro gennem ejendomsselskabet Kereby, der er ejet af Blackstone. I efteråret gik de til huslejenævnet for at få sat huslejen ned. Da deres sag stadig er under behandling, er de ikke blandt lejerne i de 300 lejemål, som netop har fået brev fra Kereby om, at deres husleje bliver sat ned med tilbagevirkende kraft. Asger Ladefoged

Blackstone har mødt massiv kritik for at skrue huslejeniveauet på de private københavnske lejeboliger i vejret. Nu har den amerikanske kapitalfonds danske ejendomsselskab, Kereby, valgt at gå den anden vej med huslejenedsættelser på 300 lejemål. Det fortalte den nye ledelse i et interview med Berlingske tirsdag. Men ifølge Lejernes Landsorganisation, LLO, skal de pågældende lejere ikke juble alt for højt.

»LLO opfordrer til, at lejerne læser det med småt, inden man accepterer en eventuel lejenedsættelse,« skriver LLO i en pressemeddelelse under overskriften »Pas på Blackstones tilbud«.