Blackstone-aftalen er landet: Her er andelsboligmarkedets tabere og vindere

Nogle taler om store værditab og matadorpenge, mens andre kalder det en fest for andelshaverne. Bliv klogere på, hvem der taber og vinder på den Blackstone-aftale, som boligministeren landede torsdag aften.

I den aftale, som boligminister Kaare Dybvad (S) indgik torsdag med Dansk Folkeparti og regeringens støttepartier, minus de Radikale, vil man sikre, at boligaftalen ikke får negative konsekvenser for andelshaverne. NIELS AHLMANN OLESEN

For mange andelshavere kan det være svært at gennemskue, om de skal grine eller græde over den boligaftale, som det efter en dramatisk slutspurt lykkedes boligminister Kaare Dybvad (S) at lande med SF, Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti torsdag aften.

På den ene side bliver der talt om, at det vil få økonomiske konsekvenser, da andelsboligforeningernes ejendomme vil blive mindre værd. På den anden side bliver det påpeget, at det er en fest for andelshaverne, og at de har mulighed for at få en prisgaranti på et historisk højt niveau. Men hvad er op og ned, og hvem står tilbage som tabere og vindere på andelsboligmarkedet?