Andelsboligforening blev solgt som udlejningsejendom: Nu er 70 ud af 409 lejemål blevet moderniseret

I 2018 købte den svenske ejendomsinvestor Heimstaden andelsboligforeningen Ringertoften i Københavns Nordvestkvarter med 409 lejligheder. Andelshaverne fik mulighed for at blive boende som lejere. Men i takt med, at de oprindelige beboere flytter eller falder bort, bliver lejemålene moderniseret og huslejen sat op.

Andelsboligforeningen Ringertoften blev i 2018 opkøbt og omdannet til en udlejningsejendom af den svenske ejendomsinvestor Heimstaden. Når et lejemål bliver ledigt, påbegyndes en 5.2-renovering, hvorefter huslejen bliver skruet i vejret. Søren Bidstrup

»Er du også træt af disse griske svin, så lad os samles, så vi står stærkere,« står der på en seddel i en af opgangene i Ringertoften, som tæller 409 lejligheder.

Frem til sommeren 2018 var Ringertoften en andelsboligforening. Men gælden var stor, og der lå en del dyre vedligeholdelsesprojekter og ventede. Derfor valgte foreningen at lade sig opkøbe for 490 mio. kr. af den svenske ejendomsinvestor Heimstaden, som i dag har omkring 10.000 lejemål i sin danske portefølje.