Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Traditionelt er der pres på økonomien i husholdningerne i julemåneden. Derfor kan der være ekstra god grund til at trimme og forbedre husholdningens økonomiske rammer, hvor det er muligt.
Desuden medfører hvert årsskifte en række nye satser især på skatteområdet, som det kan betale sig at være opmærksom på – og eventuelt reagere på, hvis det er nødvendigt eller fordelagtigt at gøre det.
Heldigvis har en række digitale løsninger gjort det langt lettere at overskue. Og generelt findes der en række genveje til lettest muligt at trimme din privatøkonomi. Berlingske har denne december samlet 24 lavpraktiske råd og tip til privatøkonomien. De kan også bruges resten af året, og vi bringer dem over de kommende dage.
1. Hvordan får jeg overblik over min økonomi?
At lægge et budget for ens privatøkonomi minder lidt om at gå til tandlægen eller at rense og smøre kæden på din cykel: Du ved, at du burde gøre det, men du udskyder det.
For mit eget vedkommende fik jeg det faktisk ikke gjort, før det blev nødvendigt for at få et millionlån i banken til at købe fast ejendom. Men så gav det faktisk også den gode fornemmelse af at have fuldstændig styr på udgifter og indtægter, så lånet i millionstørrelsen ikke gik ud over nattesøvnen.
Det hårde arbejde ligger også i den første gang, budgettet skal lægges. Udgifter for et år skal spores tilbage i netbanken og plottes ind. Men det gode er, at du også får anledning til at overveje, om faste udgifter og abonnementer virkelig er nødvendige og skal fortsætte.
Klassikeren er fitnessabonnementet, som udløser en regning på 250 kroner pr. træningspas, eller TV- og telefonabonnementer, der er dyrere, end de behøver at være.
Min egen bank har faktisk en funktion i netbanken, der automatisk og løbende giver overblik over abonnementer og faste betalinger. Men hver bank har sit eget system til at lægge et budget, som typisk kan føre videre til ansøgning om lån.
Men hvis du hellere vil føre dit budget uden for bankens synsfelt, så har Penge- og Pensionspanelet samlet en række skabeloner til budgetlægning. Og her i juletiden har panelet sågar lavet et specielt julebudget, så du er sikker på, at udgifterne til højtiden ikke løber af med dig.
2. Hvordan sikrer jeg den bedste bank og det bedste forsikringsselskab?
Din privatøkonomi og dine forsikringer er penge værd. En værdifuld vare, som landets finanshuse er interesserede i at få fat på, hvis din økonomi ellers er nogenlunde sund.
Derfor er der god grund til at sende din privatøkonomi i udbud. Mange af os bliver i den samme bank og i det samme forsikringsselskab, fordi de er det letteste. Men det kan i mange tilfælde give besparelser at undersøge, om en anden bank eller forsikringsselskab kan give dig en bedre pris.
Og med redskaber på nettet tager det under en time.
Lige nu er renterne historisk lave, og det koster oven i købet minusrenter at have kontant indestående i bankerne.
Men dels er der fortsat enkelte banker med positive renter på kontante opsparinger, dels er der forskellige rentesatser og beløbsgrænser på både ind- og udlån.
Norwegian Bank tilbyder i skrivende stund en opsparingskonto uden gebyrer eller bindingsperiode med en indlånsrente på 0,05 pct., mens Santander Consumer Bank tilbyder det dobbelte i rente med 31 dages binding og minimum 100.000 kroner.
Pengeportalen Mybanker samler blandt andet bankernes rentesatser sammen, så du kan se, om du kan få en bedre rente andre steder. Forsikringer kan undersøges på Forsikringsguiden, og en søgning på en bilforsikring på en ti år gammel hatchback med bopæl i København viser en forskel på cirka et par tusind kroner årligt på en kaskoforsikring. Man skal så være opmærksom på, at både selvrisiko og betingelser kan variere fra selskab til selskab. Og det bør regnes med i vurderingen af den samlede set bedste forsikring.
2. Kan jeg formindske regningerne på min bil?
Der kan spares store beløb på service og reparation af din bil ved at finde det bedste tilbud.
Du kan gøre det selv, eller du kan lade en portal som Autobutler gøre det: Sende opgaverne på din bil i udbud.
Der er tusinder af kroner til forskel, og det er også muligt at vedligeholde servicebogen med stempler, selv om du ikke bruger et mærkeværksted.
En yderligere prisforskel kan findes ved at bruge et værksted i udlandet med lavere priser eller en gevinst på valutakurserne, eksempelvis i Sverige.
Anekdotisk har jeg hørt om cirka halv pris på reparationer af især Volvo i Sverige, mens en god ven oplevede en massiv besparelse ved at køre en ti år gammel VW Golf, der skulle have stort service inklusive udskiftning af bremsedele, udstødning m.m., til Flensborg.
Tilbuddet i København lød på cirka 30.000 kroner, mens det autoriserede VW-værksted i Flensborg udførte arbejdet for cirka 17.000 kroner.
Men selvfølgelig skal tiden og udgiften til at sende bilen på det udenlandske værksted medregnes, ligesom et efterfølgende problem med reparationen vil være besværligt at håndtere.
Konkurrencestyrelsen har tidligere haft kig på udgifterne til service af biler og har konstateret en forskel på et 40.000 kilometers serviceeftersyn på de mest almindelige biler i Danmark på 36 og 38 procent i forhold til prisen i henholdsvis Sverige og Tyskland. Og et lille yderligere tip kan være at benytte den svenske udgave af Autobutler til at finde den bedste pris i Sverige.
4. Kan jeg stadig få håndværkerfradrag?
Hvis du er hurtig, kan du stadig nå at få håndværkerfradraget, der officielt hedder servicefradrag, for 2020.
Det gives for udvalgte serviceydelser og håndværksydelser i hjemmet eller fritidsboligen, og de skal oplyses på din forskudsopgørelse for 2020 i TastSelv, hvor du logger på Skats system og trykker på lommeregneren ud for »Håndværkerfradrag«.
Serviceydelser giver fradrag på op til 6.200 kroner pr. voksne person i husstanden, mens håndværksydelser giver fradrag på op til 12.500 kroner pr. person.
Husk, at det kun er arbejdsløn, der kan påføres, og husk derfor at få håndværkere til at dele fakturaen op i arbejdsløn og materialer.
Du skal også huske, at fakturaen skal betales elektronisk, at gemme din dokumentation for det udførte arbejde, og at fradragets værdi er cirka 26 procent af beløbet. Det betyder cirka 780 kroner i sparet skat for et håndværkerfradrag på 3.000 kroner.
For at få fradrag for arbejde udført i 2020 skal regningen være betalt senest 28. februar 2021.
Regeringen har i skrivende stund foreslået at fortsætte og udvide ordningen med større fradrag end i dag. Loftet for serviceydelser hæves til 25.000 kroner, og loftet for håndværksydelser hæves til 25.000 kroner i forslaget.
Men der er også andre muligheder for tilskud, hvis renoveringsarbejdet sigter på bedre energiforhold i boligen. Flere energiforsyningsselskaber giver tilskud til at forbedre udnyttelsen af energien. Tjek derfor dine egne forsyningsselskaber for tilskudsmuligheder til nye vinduer eller et bedre varmeanlæg, når du skal i gang.
5. Hvordan finder jeg en andelsbolig?
Især i hovedstadsområdet og Aarhus er andelsboliger typisk en langt billigere boligløsning end en ejerbolig. Men det har også altid været svært at finde andelsboliger, der er til salg. Modsat ejerboliger findes der nemlig ikke portaler og ejendomsmæglere, der giver adgang og overblik.
Der har hidtil ikke været en liste over byens andelsforeninger. Men nu har Berlingske ved hjælp af firmaet Resights kortlagt alle andelsforeninger i landet, der fremgår af offentligt tilgængelige data. Find dem på Berlingske.dk ved at søge på andelsbolig.
Alle data er indsamlet af Resights (Real Estate Insights) på basis af offentligt tilgængelige data, der tager udgangspunkt i vurderingsejendomme. Der er andelsboligforeninger, som fremgår flere gange, da de er fordelt på flere vurderingsejendomme, og der kan også forekomme en variation i, hvordan andelsforeninger benævnes.
I første omgang kan du søge på postnumre eller adresser efter andelsboliger i de områder af hovedstaden, du har lyst til at bo i. Efter at foreningerne i det ønskede område er fundet, skal foreningens administrator eller bestyrelse findes via yderligere søgninger på nettet ved hjælp af foreningens adresse eller navn på nettet for at få kontakt til foreningens bestyrelse eller administrator og forespørge på andelsboliger til salg.
Yderligere er der åbnet for et nyt system, Waitly, hvor købere kan finde og blive skrevet op i de foretrukne andelsforeninger. Det sker i et samarbejde mellem Waitly, som har konstrueret systemet, og Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF).
Det er dog kun et fåtal af andelsforeningerne, der endnu er koblet op på systemet.
6. Hvordan investerer jeg billigst og sikrest?
Over en million danskere har sat penge i investeringsforeninger, som giver adgang til at investere i fællesskab og dermed blandt andet opnår den spredning af investeringerne på mange papirer, der giver bedst muligt afkast for den risiko, der løbes.
Så hvis man ikke har mod og formue til selv at sammensætte sine investeringer, kan det være en vej ind på finansmarkeder.
Men på vejen er der flere muligheder, og det kan blandt andet betale sig at kigge nøje på omkostningerne. I en samlet oversigt på brancheforeningen Finans Danmarks hjemmeside går de årlige omkostninger i procent, ÅOP, fra 0,2 pct. i de billigste obligationsfonde til over fire pct. i de dyreste aktiefonde.
Men selv inden for de enkelte kategorier, eksempelvis med amerikanske aktier, er der store forskelle i omkostningerne, og ydermere kan du overveje, om du tror på, at investeringer i en såkaldt aktivt forvaltet investeringsforening kan gøre det bedre end det marked, som den arbejder i. Det har vist sig at være svært, især på velfungerende børsmarkeder som i Europa og i USA, hvor gennemsigtigheden er stor, og investorer har lige adgang til information.
Derfor kan det give god mening at benytte en såkaldt indeksforening på markeder, hvor man regner med, at al relevant information om de børsnoterede virksomheder er tilgængelig for alle investorer og dermed danner kursen på børsen.
En indeksforening skygger simpelthen det udvalgte indeks uden at tage stilling til, om nogle selskaber har udsigt til at gøre det bedre end andre og dermed skabe et bedre afkast. Og da der ikke skal tages aktivt stilling til de enkelte aktier i indekset, er det betydeligt billigere at forvalte.
Et eksempel på billige indeksforeninger er Sparindex og netbanken Nordnets indeksfonde.
7. Hvornår er det rigtige tidspunkt at rejse på ferie?
Det er en kendt sag, at prisen på ferierejser får et nøk opad i de uger, hvor skolerne holder ferie og mange familier rejser.
Også skoleferier på destinationen presser priserne op, og prisen på for eksempel skiferier er høj i tre-fire uger, mens både de danske poder samt de udenlandske poder holder vinterferie og giver familierne mulighed for at komme på ski sammen.
Men både inden for og uden for de traditionelle ferieuger kan der være store forskelle på rejseprisen, som kan følges blandt andet på hjemmesiden Travelmarket, hvor der kan søges på både flybilletter, charterrejser, hoteller og så videre.
Det kan også betale sig at kende lokale forhold for at komme uden om de største turiststrømme og dermed de højeste priser. For eksempel er regntiden med til at styre priserne på solferier i Thailand. December, januar og februar bør vejrmæssigt være de bedste måneder at besøge Thailand i, og dermed er flybilletter og hoteller også dyrest i denne periode – selvfølgelig fordi de fleste foretrækker sol frem for regn i deres ferie.
Men hvis du for eksempel besøger Thailand i maj, er der mulighed for at få en billigere tur – også uden regnvejr, hvis du undgår Phuket og vestkysten og holder dig til Koh Samui eller Koh Samet og nordpå i området omkring Chiang Mai.
8. Hvordan taber jeg mindst muligt på min bil?
Næst efter boligen er bilen typisk en families største pengeanbringelse, og det kan betale sig at passe på den. Det burde ikke være en overraskelse, at en velholdt og blank bil indbringer en højere pris ved salg end en mishandlet og mat.
Men det kan måske være en overraskelse, hvor meget merprisen for en velholdt bil er i forhold til en misligholdt bil. Og dermed, hvor god en timeløn du kan få ved at give bilen en overhaling inden et salg.
En vurdering på hjemmesiden Bilpriser.dk af en Ford Mondeo fra 2015, 1,5 EcoBoost Titanium stationcar, viser en byttepris hos en forhandler på cirka 116.000 kroner i ren handel, hvis standen er over middel, og bilen er synet inden for seks måneder.
Hvis standen er under middel, kabinen er medtaget, og du ikke syner bilen inden for et halvt år inden salget, vil forhandleren som udgangspunkt kun give 98.000 kroner for bilen. Altså en forskel på 18.000 kroner på at bruge en weekend på at gøre bilen i stand. Det omfatter som udgangspunkt at støvsuge kabinen grundigt og evt. bruge sæderens og et middel til at rense og behandle plastikfladerne.
Udvendigt skal bilen vaskes grundigt, før eventuelle små ridser kan poleres væk. Endelig kan hele bilen behandles med først lakrens og derefter voks.
Alene at syne bilen giver en merpris på ca. 4.000 kroner. Så medmindre der er noget alvorligt galt med bilen, kan det også betale sig at kontrollere alle lygterne og køre bilen til syn, hvilket kan gøres for under 500 kroner, inklusive en enkelt pære, der måtte være sprunget.
Hvis dækkene, udstødning eller bremserne ikke kan klare et syn, kan det formentlig bedst betale sig at sælge den uden syn.
Endelig er der også den mulighed at begrænse tabet på sin bil ved at tjene penge på at leje den ud. Danmarks ca. 2,7 millioner personbiler står i gennemsnit stille mere end 23 timer i døgnet. Det er både dårlig udnyttelse af de ressourcer, der går til at fremstille en bil, og en dårlig udnyttelse af investeringen.
Men bilen kan lejes ud, og eksempelvis GoMore giver bilejere mulighed for at udleje deres bil med en nøglefri teknologi, der installeres i private biler, så lejere kan åbne og låse bilen fra GoMores app.
Det betyder, at lejere kan afhente og aflevere bilen uden hjælp fra ejeren. Det koster 300 kroner om måneden at have Nøglefri, men det forøger udlejningsfrekvensen, og de mest aktive Nøglefri-udlejere lejer deres bil ud mindst 14 dage om måneden, oplyser GoMore.