53-årige Ulla Nørby: Frihed til selv at vælge er afgørende – derfor skal der være styr på pensionen

Ulla Munk Nørby har i god tid planlagt sin pensionsopsparing, fordi hun synes, det er cool selv at kunne bestemme over sit liv – også når hun har forladt arbejdsmarkedet.

Ulla Munk Nørby erkender, at det kan være svært at forholde sig til pensionen, hvis det ligger langt ude i fremtiden. Men hun anbefaler, at man i god tid begynder at spare op. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oscar Scott Carl

Friheden til selv at vælge også rent økonomisk i den tredje alder er altafgørende. Derfor er det vigtígt, at der er styr på pensionen. Både opsparingen og de forsikringer, der følger med.

Sådan lyder det fra Ulla Munk Nørby. Hun er 53 år, har to børn og bor i Bagsværd nord for København. Efter at have været fastansat i mange år inden for IT og finans sprang hun over og blev selvstændig for nogle år siden.

»For mig er frihed altafgørende. Også i forhold til mit arbejde og min hverdag. Frihed til selv at vælge til og fra. Det er »cool« selv at kunne bestemme. Jeg har en forholdsvis stor opsparing, og den giver alt andet lige størst mulig økonomisk frihed, når jeg går på pension,« siger Ulla Munk Nørby.

Hun har fået regnet på, hvor godt hun er dækket ind med pensionen i forhold til den nuværende indkomst. Hun har ligeledes gennemgået de forsikringer, som følger med pensionsordningerne. Det drejer sig primært om en sum penge, hun får ved kritisk sygdom, en dækning ved invaliditet og en forsikringssum til de efterladte, hvis hun går bort før tid.

»Det kan godt være, at jeg vil kombinere pensionen med at gå ud og investere noget for nogle frie midler. Det kan være en lejlighed eller lignende, men det er afgørende at få taget stilling til, hvor godt man er dækket med pensionsopsparingen og forsikringerne ,« siger Ulla Munk Nørby.

»Hvis jeg eksempelvis vil give mere til mine børn i tilfælde af død, så skal jeg betale mere ind til den dækning og selv spare mindre op,« siger Ulla Munk Nørby.

Stoppede i et år

Ulla Munk Nørby er oprindeligt uddannet IT-assistent og har taget en del efteruddannelse inden for IT og ledelse oveni. Hun begyndte på arbejdsmarkedet tilbage i 1989. Hendes indgang til pensionen var den helt simple, at der var en pensionsordning i det første job, hun havde.

Da hun begyndte som selvstændig, stoppede hun midlertidigt indbetalingerne for at søge rådgivning og undersøge mulighederne. Hun valgte at videreføre sin pension i samme pensionsselskab, men med andre forsikringsdækninger end dem, som tidligere var dækket igennem hendes fastansættelse.

Ulla Munk Nørby, selvstændig

»Man skal ikke tænke: hvis den dag kommer, hvor jeg skal gå på pension. Man ved, at den kommer. «


Hun opfordrer alle til at få styr på pensionen meget tidligt i karrieren.

»Man skal ikke tænke: hvis den dag kommer, hvor jeg skal gå på pension. Man ved, at den kommer. Hvis man er lidt over 30 år og fastansat, så er pension sandsynligvis en del af pakken. Der skal man absolut sætte sig ned og se på, hvor stor en del af sin løn man bruger til pensionen – også i forhold til, hvad din mand eventuelt gør,« siger Ulla Munk Nørby.

»Det dur ikke, hvis alle kvindens penge går til husleje, mens mandens går til pension. Der skal være en lighed,« siger Ulla Munk Nørby, der fuldt ud er klar over, at det både for kvinder og mænd kan være svært at forholde sig til pensionen, hvis det ligger langt ude i fremtiden.

»Når man begynder at få børn, forholder man sig mere til det. Men det er rigtigt ærgerligt, hvis man ikke får det gjort, for det kan tage mange år at spare nok op til pension. Just do it,« siger Ulla Munk Nørby.