Dette hus besættes i dag af unge aktivister

Grøndalsvænge Allé 13 i Nordvest-kvarteret vil i dag blive besat af unge ungdomshus-aktivister. Politiet håber på fred og ro. Et dialogmøde med politikerne er på plads.

Unge københavnere vil i dag omdanne denne nedlagte kommunale bygning til nyt ungdomshus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Dagen i dag er udråbt som »G-Dag« – i hvert fald blandt bevægelsen af unge mennesker, der fortsat kæmper for et nyt ungdomshus i København, og som i månedsvis har planlagt at besætte et nyt hus i Nordvest-kvarteret netop i dag.

Adressen er Grøndalsvænge Allé 13, og fra aktionsgruppens initiativtagere er der lagt klart op til en kreativ og farverig husbesættelse uden vold og hærværk.

Og dette budskab om at kæmpe med ikke-voldelige midler har givet pote – forleden inviterede overborgmester Ritt Bjerregaard (S) nemlig aktivisterne til et dialogmøde i næste uge. Dog på den klare betingelse: Ingen ballade under aktionen i dag.

Aktivistgruppen, Aktion G13, har allerede takket ja til overborgmesterens invitation: »Vi har fra starten meldt ud, at vi gerne vil en dialog, og vi er enige i, at denne her konflikt skal løses politisk og ikke ved bare at sætte politiet ind,« lyder det fra talsperson Sebastian.

Den socialdemokratiske gruppeformand på Københavns Rådhus, Jesper Christensen, afviser imidlertid, at partiet har ændret position i forhold til mulighederne for et nyt ungdomshus.

»Vi har opfattet, at de gerne vil snakke med os. Vi kan fortælle dem, hvad vi kan tilbyde, og hvorfor vi fortsat synes, at en fondsløsning vil være det bedste. Men vores holdning til, hvad vi kan, og hvad vi ikke kan, den er den samme,« forklarer han.

Et hus for én krone
Det afskrækker imidlertid ikke de unge bag Aktion G13:

»Nu er der vel tale om en forhandling, så det virker underligt at skulle forholde os til alle mulige begrænsninger på forhånd. Vi kender Ritts holdning, hun kender vores holdning, og nu mødes vi, og det er vi glade for,« forklarer Sebastian.

Han understreger, at det endnu ikke er fastlagt præcis hvilke krav, som repræsentanter for de unge vil møde op med hos overborgmesteren – det skal afgøres demokratisk blandt de unge.

I foråret formulerede det tidligere Jagtvej 69s mandagsmøde fire krav til politikerne: et nyt ungdomshus måtte højst koste en krone, det skulle være 100 pct. brugerstyret, det skulle være samme størrelse som Jagtvej 69, og det skulle ligge på Nørrebro. Ifølge Sebastian fra Aktion G13, så må kravet om en placering på Nørrebro anses for at være frafaldet, for aktionsgruppen ser Grøndalsvænge Allé 13 som det nye Ungdomshus.

Det er imidlertid ikke alle naboerne i kvarteret, der er af samme opfattelse. Det konservative medlem af Grøndal Lokalråd Rasmus Jarlov igangsatte for nogle uger siden en underskriftsindsamling imod et nyt ungdomshus på Grøndalsvænge Allé. Og i går eftermiddags havde knap 1.000 naboer skrevet under.

Uenige naboer
Samtidig har en gruppe naboer samlet sig med det modsatte formål. De kalder sig »Beboere for et ungdomshus i nordvest«, og de har lavet en underskriftsindsamling for et nyt ungdomshus på Grøndalsvænge Allé, som de vil sende til politikerne på rådhuset.

Hos Københavns Politi har man forberedt sig på aktionen, og politiet har taget kontakt til naboerne i nærområdet, fortæller talsmand Flemming Steen Munch.

»Vi er underrettet folk om, hvad der kan ske, hvis det udvikler sig. Folk i det område er jo ikke vant til det samme, som man måske er vant til på Indre Nørrebro eller på Christianshavn, så vi har fortalt dem, hvad de kan gøre for at hjælpe sig selv og hjælpe os. At de fjerner ting, der kan bruges til at sætte gaden i brand, og at de måske flytter deres biler,« forklarer han.

Han understreger, at man i Københavns Politi håber, at dagens aktion vil foregå som den fredelige manifestation, de unge selv har lagt op til.

Også fængselsvæsnet i København har forberedt sig, hvis aktionen skulle ende med masseanholdelser. Der er skaffet ledige pladser, der er planer om at registrere eventuelt anholdte aktivister på en separat liste, så det er nemmere for pårørende at få informationer, og fængselsmenukortet vil blive udvidet med veganermad.