Vintest: Lækkerier fra Barbaresco

Kooperativer giver konkurrenterne baghjul.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To flasker fra ugens test er i særklasse, og de kommer begge fra Barbaresco i den nordlige del af Italien. Vinene herfra har altid stået i skyggen af naboen Barolo, men de prisbevidste forbrugere afsøger områderne uden om netop Barolo og gør ofte fremragende køb.

Man kan for eksempel starte her og nu, hvor vi kan anbefale to forrygende vine. Den første er fra Pertinace, et lille kooperativ i Barbaresco med kun 14 medlemmer. Huset overrasker mig gang på gang, og de har en usædvanlig evne til at lave veldrejede og relativt traditionelle vine. Balancen mellem frugtsødme, garvesyre og alkohol sidder som regel lige i skabet.

Testens anden højdespringer er fra det, vi flere gange (her i spalterne) har kaldt Italiens bedste vinkooperativ. Jo, den er god nok – det er Produttori del Barbaresco. Normalt smager vi deres barbarescoer, hvilket der laves mest af, men i ugens løb har vi fået en prøve på Produttoris billigste vin kaldet ”Langhe Nebbiolo”, som kort og godt er en deklasseret barbaresco.

Den fremstilles på druer fra unge vinstokke i området og udgør typisk mellem 10 og 30 pct. af den samlede produktion. Mange vil sikkert opfatte den som lidt mere åben, blød og tilgængelig end kooperativets dyrere vine fra udvalgte enkeltmarker. For hardcore barbaresco-drikkere er dette nok ikke et plus, men man skal nu ikke fortvivle helt, for der gives ikke køb på den klassiske tørhed og karakter i eftersmagen.

Både Pertinace og Produttori er fremragende til prisen, men skulle man – uden at kigge på prisen – udråbe en vinder af det lille lokalopgør, må det dog være Pertinace.