Guleroden skal være fra Lammefjorden, kartoflen fra Samsø, kyllingen en ægte bornholmer, det samme med rapsolien. Og pastaen selvfølgelig dén med vild persille fra Christiansø.

Vores mad kan ikke blive lokal nok. Jo tættere på, jo bedre. Vi vil vide mest muligt om den måde, vores mad er dyrket på. Om klima, jordbundsforhold, smag, sorter, traditioner omkring dyrkningen og de mennesker, som står bag.

Vi vil have nogle fortællinger. Og på samme måde, som franskmænd kender deres lokale vinbonde, hans mark, druer, dyrkningsmetoder og hans forfædre, vil danskerne i stigende grad kende historien om den mad, vi spiser, og vide mest muligt om de lokale forhold.

»Der er en ret markant bevægelse i gang, hvor vi ikke kan få viden nok om vores mad. Samtidig er interessen for de lokalt producerede fødevarer herhjemme vokset betydeligt. Mange vil gerne støtte det lokale og spise så sundt som muligt, og den interesse vil kun vokse,« vurderer professor på Roskilde Universitet, Jon Sundbo, der forsker i tendenser inden for mad og fødevarer.

Det er blandt andet de mange madfestivaler og madmarkeder, der er skudt op især i provinsen, som er med til at tydeliggøre tendensen. Det samme med gårdsalg.

»Vores mad er gradvis rykket tættere og tættere på. For nogle år siden skulle det være etnisk, stærkt og udenlandsk. Senere har der været meget fokus på den nordiske mad, og nu er tendensen, at det skal være dansk og altså mest muligt lokalt,« siger Jon Sundbo.

Står vi i et supermarked og skal vælge en citron, er det ikke sikkert, det bliver den fra Brasilien, som er blevet transporteret en halv gang rundt om Jorden, vi vælger. Er der citroner fra Italien, er det dem, mange i stigende grad vil putte ned i kurven.

Ifølge Jon Sundbo er interessen for mad, der er lokalt dyrket, så stor, at mange forbrugere gerne tager ud til gården, hvor kyllingen er slagtet. Eller til frugtplantagen, hvor pluk-selv-æblerne hænger på træerne, så man kan få en historie med hjem om udviklingen af de forskellige sorter. Vi vil gerne have »det særlige«.

En særlig gris eller en særlig kylling med en ganske bestemt smag fra en bestemt egn. Eller en særlig Clara Friis pære fra lige præcis dén frugtplantage på Fyn.

»Hele tendensen går desuden i retning af gamle danske retter, men med et twist og en videreudvikling af retten, der passer bedre til den måde, vi spiser på i dag,« siger Jon Sundbo.