Vi elsker kylling

Danskernes forbrug af kylling er steget de seneste år. En af grundene er, at kylling er sund aftensmad.

Vi smovser i kylling, når der skal laves aftensmad, og især i kyllingebryst og filet. Salget af kyllingekød har været støt stigende de seneste fire år, og næsten en fjerdedel af det kød, vi spiser, er kyllingekød.
Det viser en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Landbrug & Fødevarer.
Undersøgelsen viser også, at vores foretrukne kødtype stadig er svinekød, mens oksekødet indenfor de seneste tre år er blevet overhalet inden om af kyllingekødet.

Undersøgelsen blev foretaget blandt 1.000 voksne danskere, og de sagde blandt andet, at der var flere ting, der spillede ind, når de skulle vælge aftensmad: børnenes ønsker, selvforkælelse og at maden er sund. Og hensynet til sundheden er sandsynligvis grunden til kyllings voksende popularitet, mener Landbrug og Fødevarer

Et godt alternativ til det røde kød

Det samme mener ernæringsekspert og forfatter Marie Steenberger:
»Jeg tror, den overordnede grund er, at kylling er et sundt alternativ til det røde kød, og at det er let at lave for mange. Det er nemt at sætte et kyllingebryst i ovnen og der er mange gode asiatisk inspirerede retter, man kan lave med det,« siger hun.

Når det gælder kylling, er det knap 40 procent, der bliver solgt som bryst/filet, 27 procent, der bliver solgt som lår, mens hel kyling kommer på en tredjeplads med 25 procent. Det forstår Marie Steenberger godt:
»Jeg tror ikke, der er så mange, der køber en hel kylling og sætter den i ovnen, for det går hurtigere at lave udskæringer som for eksempel kyllingebryst, og mange børnefamilier har jo rigtig travlt om aftenen, når der skal laves mad.«