Vi cykler som aldrig før

Danskerne er gået amok og dyrker motionscykling som aldrig før. Især de plus 40-årige, som har tiden og pengene. Det er fællesskab, kaffe, røverhistorier, lækkert udstyr og en konkurrencesport, hvor man hurtigt kan træne sig op.

Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da den tidligere professionelle cykelrytter Brian Holm for nylig var inde i, hvad han beskriver som »en helt almindelig cykelforretning i Husum«, blev han noget overrasket.

»Cykelhandleren havde carbon racerhjul til over 12.000 kroner, og da jeg spurgte, om han virkelig kunne sælge så dyre hjul, svarede han, at dem solgte han da masser af.«

Ifølge Brian Holm, der i dag er aktiv på to forskellige motionshold herhjemme, er succesen med de dyre hjul hos Husum-cykelhandleren blot med til at understrege en del af en større tendens.

Nemlig at danskerne er gået amok over motionscykling. Og meget tyder på, at han har ret.

Selv om tendensen har været kendt de seneste 10-15 år, er motionscykling i dag den hurtigst voksende sportsgren herhjemme. En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut fra 2011 viser, at omkring 350.000 danskere klæder om til træningstøj og sætter sig op på cyklen jævnligt, ikke bare til og fra jobbet, men for som motionister at træde pedalerne i bund ude på de danske landeveje.

Hos Danmarks Cykle Union taler man om en behagelig, blød medvind de sidste fem-seks år. 40 procent flere nye medlemmer i de godt 300 klubber siden 2007, og 11 procent flere siden sidste år.

»Det er jo bare dem, vi registrerer, men der findes en lang række private klubber og fællesskaber med motionscykling, som der ikke er tal for. Mit indtryk er, at det er forholdsvis mange, og at der bliver flere og flere,« siger Bent Skov, udviklingskonsulent i Dansk Cykle Union.

Her arbejder man på at gøre klubberne endnu mere attraktive, primært ved at forbedre trænernes uddannelse og udvikle de dynamiske klubmiljøer.

For den aktive motionist, der har tiden, pengene og viljen til at sejre, når han rammer en god søndag sammen med cykelvennerne, er træningsturene ikke kun en måde at holde sig i god form på.

»Hele fællesskabet med alle røverhistorierne, turen omkring den lokale kaffebar, konkurrenceelementet og ikke mindst alt det lækre udstyr har en enorm stor betydning,« vurderer Brian Holm, sportsdirektør for det belgiske cykelhold Omega Pharma-QuickStep.

»Så bliver der kørt intervaller, og så bliver der skudt genvej. Pludselig har én fået lidt krampe, og en anden har fået en »siver« på lungen. Og så er det tid til en ny røverhistorie. Det er livskvalitet på et højt plan, jeg elsker det.«

Når Brian Holm træner med et af sine to motionshold, har det stor betydning, at der er en god energi mellem de mennesker, han træner sammen med, siger han. Derfor er det ikke kutyme, at man bare tager hvem som helst med.

»Det kan måske godt lyde sådan lidt... Men jeg har bare ikke lyst til at køre ved siden af en eller andens svoger, jeg ikke kender, og som kun taler om, hvor hurtigt han regner med at gennemføre sin næste triatlon inklusiv alle detaljerne – hvis man nu lige skal sætte det lidt på spidsen.

Jeg kan godt lide, at vi kender hinanden på turene, og at vi ind imellem intervaller og alt muligt andet også kan køre og sludre lidt om nogle af de hverdagsting, vi alle sammen går rundt og tumler med.«

I forsøg på at forklare danskernes stigende kærlighed til kombinationen af racer og landevej siger Brian Holm, at det er en sportsgren, hvor man nogenlunde hurtigt kan forbedre sig.

»Når først man har forstået og lært sig det tekniske, for eksempel betydningen af at ligge på hjul og holde nallerne fra bremserne, kan man ret hurtigt komme i god form. Det kræver ikke så meget træning at føle, man er en del af et rigtigt cykelteam,« siger sportsdirektøren, der kalder det for en taknemmelig sport på motionistniveau.

»Men for at komme derop, hvor man for alvor bliver hærderlig og virkelig kan rykke som motionist, plejer jeg at sige, at man nok skal regne med fem år.«

Så er der hele sundhedsperspektivet. Overlæge og professor Bente Klarlund er ikke er i tvivl om, at mange af især den ældre gruppe cykelmotionister er yderst bevidste om deres sundhed.

»De ved godt, at de skal. At der ikke er nogen vej udenom, hvis de skal klare distancen. De har fået tudet ørerne fulde af alle de sygdomme, de kan forebygge ved at motionere. Når de vælger cyklen, kan det også være udfra en viden om, at der er meget få skader, og at man relativt hurtigt kan banke sin kondition op og samtidig sparer sine led,« siger Bente Klarlund.

Og mens de sparer på leddene, spænder de hjelmen og satser tid, penge og engagement på den to-hjulede. Især mændene. Faktisk mere end dobbelt så mange mænd som kvinder, viser undersøgelsen af danskernes motionsvaner.

»Hvor de yngre ofte vil vælge styrketræning eller løb, viser undersøgelsen, at især mænd på 40 og derover vælger motionscykling,« siger idrætsanalytiker Trygve Buch Laub fra Idrættens Analyseinstitut.

Han peger på, at gamle fodboldskader, slidte knæ og andre sportsskader fra ungdommen måske for alvor begynder at vise sig fra omkring 40 års alderen. Og at også dét kan være et incitament.

Samtidig konstaterer han, at motionscykling kræver tid og penge. Og at det kan hører med til en forklaring af, hvorfor det i så høj er de plus 40-årige, der har kastet sig over cykelsporten.

»Det tager længere tid at opnå den samme effekt, som hvis man løber en tur. Derfor skal man ikke være alt for presset af tiden, af mindre børn for eksempel. Samtidig er det en motionsform, der kan være kostbar, og som derfor stiller krav til, at udøverne er rimeligt veletablerede økonomisk. Og ja, så er der måske også noget om mænd og gadgets.«

Trygve Buch Laub mener, der er mange faktorer, som spiller ind i forsøget på at forklare den stigende interesse.

»I Danmark er der en dyb tradition og kultur for cykling som en del af vores hverdag. Vi er et cykelland, og faciliteterne er betydeligt bedre med mange cykelstier, end i så mange andre lande.«

Idrætsanalytikeren vil ikke afvise, at der også kan være et element af noget fascination fra de professionelles cykelstjerners verden, på trods af diverse doping-skandaler.

»Det er jo nok ikke fordi, folk selv drømmer om en professionel cykelkarriere, men mange ser Tour de France og følger rytterne undervejs i tykt og tyndt. Så er der alle historierne og hele atmosfæren omkring de store cykelløb, som sikkert kan være ret fascinerende.«

Det er Brian Holm enig i.
»Der er noget total vanvid over det, et vanvids-cirkus og det skaber altid et element af fascination. Som tilskuer kan man komme helt tæt på de store dramaer, der udspiller sig undervejs fra første til sidste etape, og man kan næsten røre ved rytterne,« siger han.

Forleden i »Baskerlandet Rundt« brækkede belgieren Dries Devenyns armen ret voldsomt.

»Det eneste han siger, da jeg kommer frem til ham er: »Brian, mine ben var så gode, jeg kunne havde vundet etapen.