Vandmænd og tang mellem tæerne

Hans Henrik Heming tager gerne vandmænd og tang mellem tæerne med, for til gengæld at skifte svømmehallen ud med det åbne vand. Havsvømningen giver ham en oplevelse af frihed og flow, fortæller han.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Jeg indrømmer det gerne: Det er ikke misundelse, jeg føler, da jeg står på broen og stirrer vantro ned i det grønlige, forårskolde havvand, mens Hans Henrik Heming kæmper med at få kroppen til at passe ned i den stramme, medbragte våddragt.

»Det bli’r skidesjovt!« siger han kvikt og ser ud over havet, mens vestenvinden drilsk trækker let i huden på de blottede hænder og fødder, som Hans Henrik Heming overskudsagtigt har undladt at dække til – »så man kan mærke vandet,« forklarer han.

Det ser unægteligt idyllisk ud med mågerne, der daser på træbroen, mens eftermiddagssolen hænger sløvt i kanten af himlen og skødesløst smider sine sidste stråler ud over Amager. Men den kølige realitet er, at vandet i Øresund endnu ikke har absorberet varme solstråler nok til at snige sig op på mere end 4-5 grader.

Hans Henrik Heming er heldigvis optimistisk indstillet og går uden beklagelser i vandet. Han har dyrket havsvømning som motion i fire år og er formand for foreningen Danish Open Water Swimming Association (DOWSA), som har til formål at være fællesskab for havsvømmeentusiaster og nysgerrige motionister, der har lyst til at prøve kræfter med det åbne vand. Nå ja, og så har han engang svømmet Amager rundt – 47 kilometer i havvand.

»For mig er det først og fremmest god motion og det, at der er et godt kammeratskab omkring svømningen, der trækker. Vi hygger os, når vi er ude, og der er en masse gode arrangementer knyttet til svømning på åbent vand. Og så giver det en følelse af frihed, for havet har altid åbent,« siger han.

En fælles interesse

Hans Henrik Heming er 48 år og arbejder til daglig som konsulent og forretningsudvikler. Han har en kone og to børn, som alle er engagerede sportsudøvere.

»Sporten er en fælles interesse, og vi forsøger efter bedste beskub at passe det ind. Om sommeren svømmer jeg for eksempel tidligt om morgenen, før familien står op,« forklarer han.

I havsvømmesæsonen, som afhængigt af vejr og vind strækker sig fra tidligt i maj til slutningen af september, hopper Hans Henrik Heming gerne i havet hver dag. Uden for sæsonen svømmer han sjældent. Han understreger, at oplevelsen af at svømme på åbent vand ikke bare kan opvejes af en tur i svømmehallen.

»Når man svømmer indendørs, er det den samme oplevelse igen og igen. Det er det samme stille vand og de samme fliser, du kan tælle på bunden. Selv om man svømmer ud fra det samme sted som havsvømmer, er oplevelserne altid forskellige fra gang til gang. Vejr og vind ændrer sig, og lyset ændrer sig. Den ene dag er vandet klart og roligt, den anden er det grumset og oprørt.«

De mange forskellige forhold, der kan påvirke den udendørs svømmeoplevelse, er da også noget af det, man lige skal vænne sig ved svømning på åbent vand, fortæller Hans Henrik Heming.

»Man har ikke den samme kontrol, som man har i en svømmehal, hvor man altid lige kan stoppe ved en kant eller gribe fat i et banetov, hvis man bliver træt. Herude er der alle mulige forhold, man ikke kan forudse – tang mellem tæerne og vandmænd, for eksempel.«

Selv om han aldrig har oplevet at miste kontrollen ude på havet, er det alligevel hans erfaring, at man skal være mere opmærksom på åbent vand, end når man padler baner i svømmehallen.

»Man har jo ikke noget at orientere sig mod og ens sanser er svækkede, fordi man ofte har noget af hovedet under vand. De eneste lyde er bølgeskvulp og ens eget åndedræt. Når man svømmer ud mod Øresund for eksempel, har man virkelig en fornemmelse af de her uendelige, næsten skræmmende, vidder. Der kan man godt mærke, at man er nødt til at tage det alvorligt.«

Svøm, altid med en makker

Derfor er det også vigtigt altid at svømme med en makker, understreger Hans Henrik Heming, som, da Berlingske møder ham ved Amager Strandpark, har lokket svømmemakkeren Christian Damgaard med sig i havet.

Når havsvømningen er allerbedst har Hans Henrik Heming en følelse af fuldstændig at glemme tiden og sit eget forpustede åndedræt. Han er, som han selv udtrykker det, i »flow«.

»Jeg kan godt lide, når man er ude på de lidt længere distancer og får fornemmelsen af at være i flow. Det er en følelse, hvor man faktisk ikke rigtig mærker, at tiden går, og at man måske er forpustet. Det er helt fantastisk at være ude en aftenstund, når havet er blikstille og klart, og man bare glider igennem vandet,« fortæller han.

Da de to havsvømmere stiger op af havet igen efter dagens svømmetur, er det til lyden af polyfonisk klaprende tænder. Tidligt på sæsonen svømmer Hans Henrik Heming ikke meget længere end højst et par kilometer per gang, mens han om sommeren gerne kommer op over distancer på ti kilometer.

Engang, fortæller han, vil han træne sig op til at svømme 75 kilometer langs Gudenåen med nogle svømmevenner – ligesom den danske langdistancesvømmer Jenny Kammersgaard.

»Kammersgaard svømmede 75 kilometer på Gudenåen i 1943. Vi har jo nogle helt andre remedier i dag – vi svømmer for eksempel med våddragt. Alligevel tænker vi, at det kunne være en ret sjov svømmeoplevelse at gøre hende kunsten efter.«

Hop i vandet med formand for Danish Open Water Swimming Association, Hans Henrik: