Undgå vintertrætte fødder med disse få simple råd

Varmt fodtøj i den kolde tid kan være hårdt for fødderne. Derfor er det vigtigt, at du plejer dem grundigt for at undgå tør og sprækket hud.

Foto: SØREN STEFFEN. ECCO STOVLER MED GORE-TEX.
Læs mere
Fold sammen

Vinter, kulde og sne er ikke kun hårdt ved vores fodtøj. Vores fødder kan også have det hårdt i den kolde vinterperiode. Derfor er det vigtigt at tage hånd om dine fødder, så du ikke ender med smerter og dårlig hud.

Tør hud er en af de mest kendte lidelser, fortæller Claus Zachariae, der er ledende overlæge på Hud- og allergiafdelingen på Herlev-Gentofte Hospital. Tør hud kan paradoksalt nok opstå, hvis fødder bliver fugtige i store varme sko.

»Det kan medføre en udtørring, fordi føddernes hudbarriere bliver ødelagt,« siger Claus Zachariae.

Derfor er det vigtigt at få luft til fødderne, når du kommer indenfor, hvis du har gået i store støvler eller gummistøvler en hel dag.

For at afhjælpe fugt omkring fødderne er det også vigtigt at bruge strømper, der holder fødderne fri for sved og fugt, fortæller Daniel Madsen, der er fodterapeut ved Ørestad Klinik for Fodterapi.

»Mange klæder sig i meget tykke strømper, og når vi så skiftevis går indenfor og udenfor, får vi meget varme fødder. Her kan der opstå problemer med svamp,« siger han.

»Derfor skal man vælge strømper, der er lavet af naturmaterialer. Det kan være bomuld, uld eller bambus. Det handler om, at huden skal kunne ånde, og så kan man også få transporteret sveden væk fra sine fødder,« siger han.

En god fodhygiejne er også vigtigt for at undgå fodsvamp. Derfor bør du vaske dine fødder, tørre dig godt imellem tæerne og skifte til rene sokker hver dag, fortæller Daniel Madsen. Når du har været i bad, kan du med fordel smøre dine fødder ind i creme.

»At komme creme på sin hud handler udelukkende om at styrke huden. Huden passer på, at der ikke kommer noget ind i vores krop, men huden går i stykker, når den bliver tør,« siger han.

Derfor bør man gøre det til et fast aftenritual at smøre sine fødder ind i creme for at gøre huden elastisk. Dog er det vigtigt, at du ikke smører creme ind mellem tæerne, for her dannes der meget varme, siger Daniel Madsen.

/ritzau/FOKUS