Uco: Argentinsk vins højdespinger

For 15 år siden lå Uco-dalen for foden af Andesbjergene øde, i dag huser den Argentinas bedste vinmarker i op til 1.500 meters højde.

Catenas Adriannamark i Gualtallary. Fold sammen
Læs mere

Da den franske vinbonde Jean Bousquet ankom til Mendozas sydlige oase Uco Valley sidst i 1990erne, var dalen praktisk talt øde. Route 89, hvor de fancy vinerier i dag ligger på stribe, var ikke engang asfalteret, og resultaterne af den store fornyer i argentinsk vin Nicolas Catenas første Uco-beplantninger havde endnu ikke set dagens lys.

Man kan spørge sig selv, hvad en franskmand med baskerhue skal i ørkenen midt inde i Argentina. Svaret er, at Bousquet var på flugt fra regnen hjemme i Carcasonne. Den økologisk indstillede vinbonde var nødt til at sprøjte mere med kobbersulfat (som er tilladt for økologer) end han brød sig om, og han følte ikke, at han kunne vente med at høste druerne, til de var optimalt modne, fordi efterårsregnen altid truede med at ødelægge det hele.

Jean Bousquet Fold sammen
Læs mere

»Her har vi derimod 330 dages sol om året, og jeg kan høste præcis, når jeg har lyst, eftersom det praktisk talt ikke regner,« siger Jean Bousquet .

Således solgte Bousquet sit franske Domaine de la Lande på 120 hektar og rykkede til Argentina. Ejendomsmægleren tilbød ham først land i Lujan de Cuyo i den nordlige oase, som tidligt blev beplantet, fordi det ligger praktisk tæt på Mendoza by, og fordi inkaerne allerede havde etableret et vandingssystem, hvor markerne regelmæssigt bliver oversvømmet med smeltevand fra Andesbjergene, som altid danner en dramatisk kulisse i horisonten, lige meget hvor man befinder sig i denne del af verden.

På trods af, at mange af Argentinas dengang største vine kom fra netop Lujan de Cuyo, fandt Bousquet at jordbunden her var for leret og svær at bearbejde, og at temperaturerne var lovligt høje. Halvanden times kørsel sydpå i distriktets sydlige – dengang – stort set uopdagede oase, Uco Valley, fandt Bousquet ikke bare langt, langt billigere priser på land og en mere sandet jordbund, men også væsentlig lavere temperaturer, eftersom markerne her generelt ligger 300-500 meter højere.

Jean Bousquet påbegyndte beplantningen i 1999 sammen med adskillige andre i de år. En skønsom blanding af store udenlandske investorer og pionerer og de store spillere som Catena, Trapiche og Zuccardi. I dag kan man slet ikke forestille sig et stort argentinsk brand uden at man har en prestigevin fra en højtliggende mark (over 1.000 meter) i Uco.

Allerede da undertegnede sidst besøgte Argentina for seks år siden, viste mine smagninger klart, at jeg foretrak køligheden, især malbec-vinene fra højderne i Uco fremfor de ofte gumpetunge bulderbasser fra området omkring Mendoza by. Når malbec-druen kommer op i højderne, opnår den noget af den raffinerede, let urtede tone, som den præsterer i hjemstavnen Cahors i Sydvestfrankrig (som vi jo kender så godt herhjemme fra prins Henriks Châteaux Cayx). Cahors kan med sine noter af velhængt kød, peber og lakrids minde lidt om syrah fra det nordlige Rhône, og man kan sige, at Uco-malbec har en rem af denne hud.

Men selv om vi er oppe i næsten 1.500 meters højde, vokser træerne ikke ind i himlen. Fotosyntesen arbejder stadig på fuld kraft – endda endnu mere, fordi strålingen er kraftigere, jo tættere man kommer på solen, så alkoholniveauet er ofte oppe i 15 pct. på Uco-vinene. Ligesom druerne beskytter sig mod lyset ved at danne tykkere drueskind, som giver endnu mere (blæksort) farve og garvesyre.

I dag, hvor Uco Valley står for 20 pct. af Mendozas produktion (som igen står for 2/3 af Argentinas produktion), må man konkludere, at jo højere, jo bedre. De bedste Uco-vine, jeg smagte i denne omgang, kom fra Gualtallary appellationen, som ligger i ca. 1.500 meters højde med temperaturer svarende til Bordeaux, Barolo og det nordlige Rhône.

Ifølge Catena-agronom Luis Reginato, ryger temperaturen én grad ned for hver 100 meter, man bevæger sig op. Og netop hos Catena havde jeg således muligheden for en direkte sammenligning mellem Malbec Nicasia, som kommer fra 1.080 meters højde i Alta Mira appellationen, og Malbec Adrianna fra Gualtallary i samme årgang. Om ikke så forskellige som nat og dag, så var Adrianna dog klart mere kølig og nordrhône-agtig i stilen med urter, viol og kød versus den mere sveskeagtige Nicasia.

Økologi i lange baner

 

Høsten 2015 er i fuld gang i Argentina. Labid Ameris, svigersøn og CEO for Jean Bousquet, smager på den nyhøstede malbec. Fold sammen
Læs mere

Hos Domaine Jean Bousquet er økologi ikke ren idealisme. Det er også big business.

Sig ordet »Systembolaget«, og Labid Ameris ansigt lyser op i et stort smil – eksil-irakeren elsker de tørstige svenskere, som hvert år aftager en million liter af hans vin fra Domaine Bousquet. Og når vi tæller i liter her, og ikke flasker, er det fordi, at over halvdelen af vinen bliver solgt i bag-in-box.

»Selv barolo og amarone drikker de fra bag-in-box. Oh my God, how these swedish people can drink!« siger Labid med begejstring i stemmen.

Det er ikke hver dag, man møder en muslim fra Irak, der er endt som vinproducent i Mendozas sydoase – Uco Valley – midt i den argentinske ørken. Og det har bestemt heller ikke været nogen kort vej. Labids familie flygtede fra Kuwait til Madrid i perioden omkring Golfkrigen, da det ikke længere var muligt at lave forretning i hjemlandet. Labid blev som ung sendt til Minneapolis for at studere business og mødte her Jean Bousquets datter, Anne.

Ligesom svigerfar er Labid glad for økologi, og i Boston, hvor parret flyttede til, efter at Labid fik job som sales trader i Fidelity Capital Markets, plejede de at købe deres mad i økologiske whole food-butikker.

»Min svigerfar havde svært ved at sælge vinen, så jeg sagde: Hvorfor ikke markedsføre os på økologi for at differentiere os fra de andre?« siger Labid, som i 2005 sluttede sig til Domaine Bousquet, og siden er produktionen takket været Labids salgstalent praktisk talt fordoblet hvert eneste år således, at man i dag laver fire millioner liter årligt.

Domaine Bousquet er derfor et godt eksempel på, at ikke alle økoproducenter er små, langhårede og idealistiske. Her er økologien en forretningsmodel, som sigter på, at der er mange forbrugere derude, som ikke nødvendigvis er vinnørder, men bare gerne vil have økologiske varer stående i spisekammeret. Og derfor er det heller ikke overraskende, at Bousquet i en årrække var at finde på hylderne hos Irma.

Domaine Bousquet importeres af Vinens Verden, wine.dk

Revolution i tre faser

Tredje fase af Catenas store argentinske vinrevolution finder sted i undergrunden. Målet er at lave terroirvine som i Bourgogne.

Luis Reginato, vineyard manager og chefagronom hos Catena – og en af områdets pionerer. Fold sammen
Læs mere

»Hos os taler vi om en revolution i tre faser,« siger Luis Reginato, vineyard manager og chefagronom hos Catena der, selv om familien i dag er en af Argentinas største producenter på volumen, stadig er blandt pionererne, når det handler om nye veje til at opnå højere kvalitet.

Første fase af revolutionen fandt sted i 1980erne, hvor Catena, inspireret af et besøg hos Robert Mondavi i Napa Valley, begyndte at lave Napa-inspirerede cabernet-baserede vine. Vine som var i stand til at konkurrere på den internationale scene, hvor langt størstedelen af den argentinske vinproduktion ellers dengang var rettet mod at slukke den lokale tørst (argentinerne drak i sin tid omkring 80 liter vin om året per capita, mod i dag kun 28 liter. I Danmark drikker vi 28 liter.)

Anden fase kom i 1990erne, hvor Catena gik på jagt efter druer fra køligere klima, hvilket fik ham til at plante marker i 1.000-1.500 meters højde i Uco Valley. Tredje fase, som er den igangværende, er at kigge på forskellene i mellem de forskellige parceller. Eller med andre ord at lave terroirvine, som man gør det i Bourgogne. Således drager jeg med Reginato ud for at kigge på terroir-forskelle i Adriannamarken, der ligger i 1.500 meters højde i Gualtallary-appellationen, som ikke er nogen lille mark, men med sine 105 hektar er dobbelt så stor som den største grand cru i Bourgogne.

Reginato kravler ned i nogle huller, han har gravet, for at vise jordbundssammensætningen, og så smager vi på vinene, som han har taget med i en køleboks. Ikke mindst er det interessant at smage de to chardonnayer, White Bones og White Stones. Førstnævnte har fået sit navn, fordi den kalkstensdominerede jordbund tydeligvis indeholder fossiler af fisk og skaldyr, mens sidstnævnte er domineret af store sten og granit. Smagt sammen med Catenas gamle hvide flagskib, Catena Alta Chardonnay, en typisk fedladen, oversøisk chard med tonsvis af fad, søde majs, mejeri og flødekaramel, er de to »hvide« forbavsende sprøde, kølige og mineralske. Træet er trukket langt i baggrunden (vinene er gæret på stål og udelukkende lagret i gamle barriques) og mine associationer flyver straks i retning af Bourgogne et sted midt mellem Chablis og Puligny-Montrachet. Så absolut de bedste hvidvine, jeg hidtil har smagt fra Argentina, og med en pris på 100 dollars også blandt de dyreste. Så betyder det lidt mindre for mig, at der faktisk også er forskel på de to, når man smager dem side om side: Stones er en tand mere floral og citruspræget og (endnu) mindre træet end Bones.

Catena importeres af Philipsonwine.dk