Tysklands røde vinbaroner

Fra at have været indbegrebet af hvidvin er Tyskland på vej til at blive et rødvinsland. Søren Frank har i denne uge besøgt ledende producenter i Baden. I næste uge går turen til Pfalz.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Høsten er netop gået i gang, og på toppen af Koepfle-bjerget instruerer Henrik Möbitz sin kone, naboen og et par andre hjælpere i at plukke de røde pinot noir-druer – eller spätburgunder, som druen, der oprindelig stammer fra Bourgogne, kaldes på disse kanter.

Vi er i Baden i det sydvestligste Tyskland. Ovre på den anden side af Rhinen kan man skimte Alsace i det fjerne, men modsat den franske vinregion er Baden primært kendt for sine røde vine. De røde druer udgør omkring halvdelen af det beplantede areal i Baden, som således – sammen med naboen Würtenberg, der normalt ikke er kendt for kvalitet og minuscule Ahr – udgør den tyske rødvins højborg.

Det er muligt, at de fleste forbinder Tyskland med (halvsøde) hvide vine, men realiteten er, at beplantningen af røde druer fra 1980 er steget fra 11 procent til i dag 36 procent, og kvaliteten bliver bare bedre og bedre. Tyskland er således i dag det land i verden, hvor pinot noir er mest plantet efter Frankrig og USA.

Det er langtfra nogen let opgave at høste druer for Henrik Möbitz: Dels hærger eddikefluen Drosophila suzukii, hvilket betyder, at man er nødt til at klippe de angrebne druer, som allerede er i gang med at gære, ud af klasen én for én, hvis man vil bevare kvaliteten. Dels befaler Möbitz sine hjælpere at sortere druerne i to forskellige spande: De perfekte klaser skal gæres i fuld figur inklusive stilke, mens de mindre flotte klaser skal afstilkes først.

Man fristes til at sige, at det er et held for Möbitz, at han ikke har mere vin end sølle én hektar – svarende til 2.000-3.000 flasker vin om året. Faktisk er Möbitz også kun vinbonde på halv tid – den anden halvdel af tiden arbejder han som kemisk forsker i medicinalvirksomheden Novartis i Basel. »Det er kemien, som giver mig råd til at lave vin,« som Möbitz selv udtrykker det.

Faktisk er Möbitz konsekvent tituleret »Hobby Winzer« i det program med fokus på tysk rødvin, som Det Tyske Vin-institut (DWI) har strikket sammen til mig.

»Det er deres måde at mobbe mig på, fordi jeg er så lille og har et sideerhverv,« siger Möbitz.

Forløbet med at få programmet på plads har ikke været uden sværdslag, efter som DWI, som er finansieret af vin-industrien, synes, at det er nogle ufatteligt små og marginale producenter, jeg har bedt om at besøge. Jeg, på den anden side, har argumenteret med, at mit eneste mål er at finde den højeste kvalitet uanset producentens størrelse: Ingen får noget ud af en artikel om vin, som ikke er værd at anbefale.

Ingen tvivl om kvaliteten

Trods størrelsen er der ingen tvivl om kvaliteten hos Möbitz. Farmaceuten er en stor fan af de ikoniske bourgogner – fra eksempelvis Roumier i Chambolle Musigny – som ofte er gæret med stilkene, der ifølge Möbitz tilfører vinen »fraicheur og kompleksitet«. Og stilen i de pinot’er, jeg smager i Möbitz kælder, der ikke er større end en almindelig parcelhusgarage, er da også meget burgundisk med dyb mørk skovbærfrugt garneret med både fløjl, underskov og det let urtede strejf af peber, som stilkene giver.

En anden stor bourgogne-fan, Hans Peter Ziereisen, møder jeg yderligere en times kørsel sydpå, kun fem kilometer fra den schweiziske grænse i Markgräferland. Dette er virkelig udkants-Baden – hele 95 procent af den lokale vinproduktion sælges gennem kooperativer. Den lokale specialitet er den hvide drue gutedel – også kendt som chasselas i Alsace og Schweiz – som normalt giver absolut neutrale og kedelige vine. Dog ikke hos Ziereisen, der laver en temmelig imponerende fadgæret udgave fra gamle stokke, »Jaspis«, inspireret af hans helt, Coche-Dury, fra Meursault i Bourgogne.

Ifølge Ziereisen er der store ligheder mellem jordbunden her i Markgräferland og i Bourgogne – begge er domineret af kalksten.

»Det her er vores gevrey-chambertin,« siger Ziereisen, da han skænker den mørke spätburgunder »Schulen« fra en mark med 100 procent kalksten i undergrunden.

»Og dette er så vores vosne-romanée,« siger han, idet han skænker den mere fløjlsagtige »Rhini« fra jord med mere jern og ler.

»Og så er vi i Rhône,« siger Ziereisen, da han serverer den syrah-baserede »Jaspis«, som med sine spegepølseagtige noter af rødt kød og peber ganske rigtig meget nemt kunne forveksles med noget fra det nordlige Rhône.

Året 2004 er skelsættende for Ziereisen, for da begyndte han – efter udsagn som den eneste i Baden – konsekvent at gære sin vin spontant uden tilsætning af kulturgær. Det tog fire år, før kulturgæren var helt ude af Ziereisens kældre, hvorefter vinene ændrede sig så meget, at de andre producenter i Markgräferland anså dem for atypiske og kasserede dem i de årlige kontrolsmagninger. Herefter forlod Ziereisen forståeligt nok appellationen, således at vinene i dag udelukkende er klassificeret som Landwein.

Jo, Ziereisens vine er stadig nogle af mine foretrukne røde tyske vine, men – tænker jeg – helt op i verdenseliten kommer han nok først, når han holder op med hele tiden at abe efter den gastronomiske storebrornation, Frankrig.

Badens største koncentration af kvalitetsproducenter

100 kilometer nordpå finder vi Badens største koncentration af kvalitetsproducenter omkring den udslukte vulkan Kaiserstuhl. De små pittoreske vinlandsbyer ligger som en perlekæde rundt om »kejserstolen«, der er Badens – og formentlig hele Tysklands varmeste område. Jordbunden er indlysende nok vulkansk – sine steder suppleret med store mængder af løss (løs og let jordtype bestående af fint ler, red.). I kældrene hos de klassiske Kaiserstuhl-producenter Schneider og Bercher går legen ud på at sammenligne vinene fra marker domineret af de forskellige terroirer. Det er tydeligt, hvordan vinene fra løss er lysere og mere frugtige og feminine i stilen, mens pinot’erne fra vulkansk jord er mere mørke, lakridsagtige og mineralske.

I Ihringen, som ligger på Kaiserstuhls sydligste punkt, har det højeste antal årlige solskinstimer i hele Tyskland – 1.720 timer i gennemsnit. Her mødes jeg på formfuldendt dansk af Helga Pix, »Powerfrau und echte Vulkanierin« ifølge vingårdens egen hjemmeside. Helga lærte i sin ungdom vores marginale modersmål under et fire år langt ophold i Danmark. Hun blev dog kaldt tilbage til Baden for at overtage den fædrene gård og besluttede selv at producere vin i modsætning til faren, der som de fleste andre i den generation leverede druerne til kooperativet.

Helga og hendes forstkandidatuddannede mand, Reinhold, »Gründervater, Denker und Leiter« ifølge egen hjemmeside, har fra starten dyrket jorden økologisk. I dag, hvor Reinhold bruger en stor del af sin tid i Baden-Württembergs lokale parlament, og sønnen Hannes har overtaget en del af ansvaret, er gården under omlægning til biodynamisk drift.

Og ja, man fornemmer de mange solskinstimer: Allerede den almindelige Spätburgunder spätlese trocken (13 %) forekommer lidt alkoholisk i sin finish, mens »Judith« Auslese (15 %) på samme drue fra det endnu mere varme år 2009 bliver decideret hed og kogt.

Læs 2. del af serien i MS 26/10.

Henrik Möbitz: Kronevin.dk

Ziereisen: Kath-vinimport.dk

Schneider: Vinbutikken.dk

Bercher: Crimewine.dk

Pix: Den Lille Vinkælder i Fredericia, tlf. 75 92 03 50