Det er aldrig helt til at vide, hvad der er årsagen, når man går ned med dårlig mave. Var det den store fiorentina (T-bone), carpaccioen af rå nyhøstede funghi porcini (Karl Johan) eller morgenmadssandwichen på den lokale bar?

Hvorom alting er, er jeg så dårlig om aftenen, at jeg må blive på hotellet, mens mine rejsekammerater, Gildo og Luca Russo fra Ristorante Cortona derhjemme, går ud og spiser på La Loggetta inde i Cortona by.

Næste dag er Gildo helt oppe at køre. Ikke så meget på grund af maden, men fordi restauranten havde en flaske Amerighi på kortet – en for Gildo (og undertegnede) ukendt producent på trods af, at han har boet seks år i Cortona.

Da vi forleden forsøgte at bestille en flaske på en anden restaurant, var vinen udsolgt, men nu er det altså lykkedes Gildo at smage vinen. Han er så begejstret, at han straks har fået klemt et besøg ind hos Stefano Amerighi i vores program.

Vi bliver mødt af en ung Jesu-lignende figur med langt hår og skæg, hans hænder er farvet blå af arbejdet med druerne og T-shirten er plettet. Der viser sig at være en god forklaring på, hvorfor ingen har hørt om Amerighi før, for den første årgang var 2007 og i meget begrænsede mængder.

Læs også:

Selv i den aktuelle årgang 2009 har han ikke lavet mere end 12.000 flasker, for Stefano ønsker kun at arbejde med de bedste druer og i en volumen, han kan håndtere. Resten af høsten sælger han til en en australsk købmand.

Egentlig studerede Stefano politologi, men sideløbende opbyggede han en stor passion for vin. Han gik på diverse sommelier-kurser og arbejdede som volontør på vingårde rundt omkring i verden.

Herefter vendte han tilbage til fødeegnen Cortona og gik som bare 28-årig i banken for at låne penge til at investere i en vingård på 8,5 hektar. Markerne blev fra starten i 2001 anlagt på biodynamisk vis med hjælp fra konsulenten Francois Bouchet fra Loire i Frankrig.

- Jeg har set, hvad kemi kan gøre, siger Stefano, hvis far og bedstefar begge arbejdede med landbrug i den kemiske æra i 1980erne, hvilket han ser som årsagen til, at begge hans bedsteforældre døde af kræft.

Ingen tvivl om, at Stefano tager biodynamikken alvorligt.Han behandler 500 præparatet, som er lavet af lagret komøg, som var det den fineste, sorte trøffel. Nulrer blidt den klæge sorte masse, stikker klumpen op under næsen og inhalerer de søde dampe. Til næste år køber han en flok køer og planter en lund af frugttræer af forskellige oprindelige toscanske sorter for at kunne leve op til Steiners idéer om, at naturens balance skal gendannes, landbruget skal være en hel organisme.

Ikke bare med et hoved, som Stefano udtrykker det, men også med arme, ben og fødder. Stefano fører naturfilosofien helt igennem. Druerne fodtrampes let, før de smides op i gæringskarret af cement. Han ønsker kun lidt most og hovedsagelig hele druer til at starte med for at opnå maceration carbonique (som man kender fra beaujolais), fordi den beskytter mod oxidation – hvilket er nødvendigt, eftersom Amerighi ikke anvender svovl eller gær under vinifikationen.

I modsætning til mange andre naturvine har Amerighis syrah dog umiddelbart ingen funky toner af vildgær. Frugten er derimod ren og har den nærmest barnenumseagtige blødhed og saft, som kendetegner en vin (stort set) uden svovl.

Den fyldige mørke frugt får mig til at tænke på Thierry Allemand i Cornas i det nordlige Rhône, hvor jeg havde mit første bevidste møde med den usvovlede vin i 2003.

- Nu begynder jeg altså snart at græde, siger Stefano, som netop har Allemand som sit store forbillede.

- For mig er syrah hunkøn – la syrah – jeg går efter at lave en feminin vin, som i det nordlige Rhône.

Få mere inspiration på vinfronten på Facebook

Lidt metroseksualitet er der ikke desto mindre at finde i Apice, en topvin fra et parcel med en masse selekterede vinstokke, som Stefano selv har hjembragt fra Rhône, og som der kun laves 900 flasker af om året. Mere rank og fast i kødet og tydeligvis beregnet til lagring.

Bagefter tjekker vi ind på Il Falconiere, et relais med en restaurant, der som den eneste i Cortona har Michelin-stjerne og samtidig, under navnet Barracchi, laver vin. Ejeren Riccardo Barracchi mener således, at det er et must, at jeg prøver en gang vinterapi i hotellets spa.

Jeg holder dog ikke mere end fem minutter i den varme jacuzzi. Det føles ligesom at ligge i en stor balje med boblende gløgg, de alkoholiske dampe fra den oxiderede vin river i næsen, så jeg næsten bliver svimmel.

I stedet får jeg tilbudt en gang massage og bliver smurt ind i olivenolie. Jeg kan godt se, at det er meget toscansk at blive udblødt i vin og olivenolie, men ikke desto mindre føler jeg bagefter trang til at skrubbe mig grundigt for igen at blive ren.

Sidste besøg gælder Antinori, som med en totalproduktion på 20 millioner flasker årlig er en af Italiens absolut største producenter, der også har været ledende på kvalitet i flere årtier.

Antinori, som stadig er familieejet, investerede i de første marker i Cortona i 1993, og fra 1999 (samme år som Cortona opnåede DOC) har man produceret vinen Bramasole lavet på 100 pct. syrah lagret på 100 pct. nye barriques, hvilket lader sig mærke.

En sort, tykflydende sag med tæt saftig frugt, sorte oliven og fin mineralitet, men altså også en masse træ. I 2007-årgangen blev lillebror Achelo lanceret – en vin, som har fået væsentlig mindre træ – kun gamle barriques og store fade – og fremstår herlig frisk med lakrids, peber og violer.

Læs også:

Resten af druerne fra Antonoris 140 hektar i Cortona går i blandingsvinen, Santa Cristina, som med en årlig produktion på hele seks millioner flasker er Antinoris store volumen-vin og cash cow. Santa Cristina har faktisk sit helt eget vineri, som er placeret i Cortona. En stor grøn fabriklignende bygning, som åbenbart ikke egner sig til fremvisning, eftersom vi smager vinene på La Braccesca ejendommen, som ligger lige syd for grænsen til (Vino Nobile di) Montepulciano. 

Amerighi og en række andre Cortona-vine importeres af Ristorante Cortona (cortona.dk) i Rysensteensgade og sælges på wineshopnu.dk.

Antinori importeres af Chris Wine (chriswine.dk)