Stresset? Kys og kram dæmper din stress

Er du stresset? I denne guide kan du læse om symptomerne på stress og få hjælp til, hvordan du kan bekæmpe den sundhedsskadelige stress med enkle ting i hverdagen.

Kys 1
Foto: Scanpix/Iris.
Læs mere
Fold sammen

Pas din søvn. Spis sundt. Og få masser af motion. Det er de basis-råd, der ofte går igen, når mennesker føler sig stressede. Men simple ting i hverdagen som at give sin kæreste et spontant kys, slukke for mobilen eller at minde sig selv om, hvad der virkelig har betydning for én, kan faktisk reducere sit stressniveau mærkbart.

Opret abonnement på PLUS og lær hvordan du kan blive bedre til at håndtere stress.

I denne PLUS pakke får du:

  • Artikel: Kys og kram dæmper din stress
  • Er du stresset? - Her er de typiske symptomer
  • Guide: Slip af med stress
  • FAKTA: Så alvorligt er det

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra B PLUS her.


Pas din søvn. Spis sundt. Og få masser af motion. Det er de basis-råd, der ofte går igen, når mennesker føler sig stressede. Men simple ting i hverdagen som at give sin kæreste et spontant kys, slukke for mobilen eller at minde sig selv om, hvad der virkelig har betydning for én, kan faktisk reducere sit stressniveau mærkbart.

Det viser ny amerikansk forskning.

Gode råd mod stress er belejlige, for danskernes høje stress-niveau er igen i søgelyset. Hele ugen har TV2 sat fokus på folkesygdommen, og det er der god grund til, for mere end hver anden dansker har følt sig stresset i løbet af det seneste år. Det viser en Megafon-måling.

Og der er meget på spil. For den enkelte og for samfundet. Ifølge Stressforeningen føler 500.000 danskere sig ‘udbrændte’ på deres arbejde, og 35.000 er lige nu sygemeldte på grund af stress.

Men der er tilsyneladende meget, du selv kan gøre for at undgå stress, hvis du følger nogle forholdsvis simple – og måske overraskende – regler i din hverdag.

For eksempel kan det virke beskyttende at have holdt i hånd og krammet inden en stressende begivenhed. Et studie fra University of North Carolina viser nemlig, at folk, der holder i hånd og krammer, inden de udsættes for stress, viser færre tegn på forhøjet hjertefrekvens og blodtryk end dem, der ikke har haft denne nære kontakt.

Et andet studie fra University of California viser, at det kan virke beskyttende at huske på, hvad der virkelig betyder noget for én. Folk, der har talt om deres kæreste værdier, inden de bliver udsat for stress, bliver nemlig ikke lige så påvirkede i stressende situationer som dem, der har talt om ligegyldige emner.

Psykolog og direktør for Center for stress Jeanette Bonnichsen er ikke overrasket over de amerikanske studiers resultater. Selvom det virker utrolig simpelt at skulle give et par kram om dagen for at undgå stress, så giver det mening. For når vi kysser og rører ved hinanden, frigør hjernen hormonet oxytocin.

»Det er et stof, som får os til at slappe af, så hvis der er nogen, man har lyst til at kysse, kan det være en rigtig god idé,« siger Jeanette Bonnichsen.
Kys og kram fungerer forebyggende. Kroppen har nemmere ved at falde til ro igen efter en stressende oplevelse, hvis den var afslappet, inden stressen opstod.

Telefoner stjæler pauserne

Også forskningens fokus på, at vi konstant ‘er på’ med vores smartphones, er værd at holde øje med, mener stress-eksperten. For de små maskiner er med til at berøve os vores pauser.

»Hjernen har ikke ret mange pauser, hvor den ikke skal præstere, og dem har vi altså brug for,« siger Jeanette Bonnichsen, der især er bekymret over den måde, hvorpå telefonerne konstant stjæler vores opmærksomhed:

»Lige så snart telefonen siger en lyd, fjerner man opmærksomheden fra det, man sad med, og det er stensikkert med til at dræne vores ressourcer og belaste hjernen.«

Husk perspektivet

En stram deadline eller en reprimande fra chefen kan også være kilder til stress. I sådanne situationer kan det hjælpe at minde sig selv om, hvad der virkelig er vigtigt for én her i livet.

»Hvad betyder en deadline i forhold til min familie eller i forhold til, at jeg er sund og rask? Det handler om at sætte tingene i et realistisk perspektiv, så man kan prioritere og agere hensigtsmæssigt,« siger Jeanette Bonnichsen.

Men når man løber om kap med tiden, kan det være svært at stoppe op og minde sig selv om, hvad det nu var, det hele handlede om. Derfor er det ifølge Jeanette Bonnichsen vigtigt at træne sig selv i at være nærværende i sin hverdag.

»Det er vigtigt at sørge for pauser i hverdagen, hvor man vender tilbage og mærker sin krop og tænker på, hvordan man egentlig har det. Så vil det være lettere at være i kontakt med det, der er vigtigt for en,« siger hun

Fold sammen
Læs mere

Er du stresset? - Her er de typiske symptomer

  • Søvnproblemer og træthed
  • Ændrede drikke- og spisevaner
  • Smerter i f.eks. nakke, skuldre, ryg eller kæbe
  • Manglende koncentration og hukommelse
  • Irritabilitet og dårligt humør
  • Angst
  • Nedsat immunforsvar
  • Hovedpine
  • Mavesmerter
  • Vægttab
  • Tics
  • Anfald af hjertebanken eller trykken i brystet
  • Åndedrætsbesvær
  • Svimmelhed
  • Manglende sexlyst
  • Menstruationsforstyrrelser
  • Nedsat humoristisk sans

Kilder: Sundhedsstyrelsen, www.sundhed.dk, Stressforeningen

Fold sammen
Læs mere

Guide: Slip af med stress

  • Spontane kys i hverdagen
    Giv et kys til din kæreste på vej ud ad døren om morgenen, eller når I mødes efter en lang dag. De, der kun kysser deres partner under sex, har otte gange højere risiko for at blive ramt af stress og depression end dem, der ofte kysser deres partner spontant. Når vi kysser, udløser hjernen nemlig endorfiner, som modvirker stress og depression.
  • Kram og hold i hånd
    Hvis du er en af dem, der elsker at give et kram til dem omkring dig eller at holde i hånd med din kæreste, kan du roligt blive ved, for ud over at det kan være rart, virker det nemlig også beskyttende mod stress. Forskning viser, at man ved at holde i hånd i 10 minutter og kramme i 20 sekunder inden en stressende oplevelse, forbedrer sin evne til at modstå stress.
  • Undgå det røde felt
    Hvis du er kvinde og ofte giver helt los, når du skændes med din kæreste, kan det være en idé at trække vejret dybt, når du står midt i kampens hede. Kvinder, der skælder meget ud under skænderier, udviser nemlig et højere niveau af stress-hormonet kortisol i op til timer efter skænderiet og er dobbelt så ramte af hjerteåreforkalkning som kvinder, der forbliver rolige. Hvis du føler, du taler til en dør og ikke kan bevare roen, kan du f.eks. udskyde snakken til et senere tidspunkt.
    Fold sammen
    Læs mere
  • Drik masser af sort te
    Te er den mest populære drik i verden efter vand, og det er der måske en dybere forklaring på. Forskning viser nemlig, at folk, der jævnligt drikker sort te, har et lavere niveau af stress-hormonet kortisol i kroppen, når de har været udsat for en stressende opgave. Så hvis du har et par pauser i løbet af dagen, kan du passende bruge dem på at drikke te.
    Fold sammen
    Læs mere
  • Sluk for mobilen
    Som forældre kan det give ro at vide, at børnene altid kan få fat på én. Men det kan være en god idé alligevel at slukke for mobilen fra tid til anden. Forskning viser nemlig, at især kvinder føler sig stressede, fordi de tager bekymringer hjemmefra med på arbejde, og forskere mistænker bl.a. mobiltelefonen for at være synderen. Du kan aftale et tidsrum med din partner, hvor det er ham/hende, børnene kan ringe til.
    Fold sammen
    Læs mere
  • Husk det betydningsfulde
    I løbet af hverdagen er det vigtigt en gang imellem at stoppe op og minde dig selv om, hvad der egentlig betyder noget for dig. Folk, der har talt om deres kæreste værdier, inden de bliver udsat for stress, bliver nemlig ikke lige så påvirkede af stress som dem, der har talt om ting, de synes var ligegyldige. F.eks. kan du tænke på mennesker, der betyder noget for dig, hvis du står i en presset situation på arbejdet.

Kilder: Northwestern University’s Feinberg School of Medicine, University of North Carolina at Chapel Hill, Ohio State University College of Medicine & University of Utah, University College London, University of Wisconsin-Milwaukee, University of California, Los Angeles.