Sommerlasagne

Kog lasagnepladerne som anvist på emballagen i saltet vand, og lad dem dryppe af på et opvredet viskestykke.

Skyl og tør persillen. Hak den groft, og sæt den til side. Gør resten af grøntsagerne i stand. Hak skalotteløg og hvidløgsfed meget fint, og skær resten af grøntsagerne i mundrette småstykker. Skær pancettaen i småbitte terninger og brun dem (ikke for hårdt) i lidt af olien i en stor dyb pande, eller en stegegryde. Tilsæt smør og resten af olie og kom alle grøntsager, undtagen persille, på panden. Sauter det et øjeblik, riv salviebladene i småstykker og tilsæt dem. Tilsæt vin, skru op for blusset og lad den dampe lidt ind. Skru ned, hæld fløde ved, og lad det hele koge i 20-30 sekunder. Tag panden af blusset, tilsæt ricotta og persille. Vend det rundt og smag til med muskatnød og citron, samt salt og peber.

Smør et lille ildfast fad med smør. Fordel 1/3 af fyldet over bunden, drys med 1/3 af parmesanen og dæk med et lag lasagneplader. Gentag proceduren, til fadet er fyldt og slut med et lag grøntsagsfyld. Drys parmesan øverst, og sæt fadet i en 200 grader varm ovn i 15-20 min. Tag lasagnen ud, lad den stå 10-15 min. og server den.