Smagen af lykke

Rigdom er mere end, hvor meget du har på din bankkonto.

Sarah Skarum byline Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Jeg bliver aldrig rig. Ikke med mindre jeg vinder i Lotto og taget i betragtning, at jeg aldrig spiller, har det rimeligt lange udsigter. Det kan da godt ærgre mig, jeg tror, jeg ville være udmærket til at være virkeligt velhavende. Men i sidste weekend følte jeg mig som det heldigste og rigeste menneske i verden. For jeg sad i vores køkken, i blødt tøj og med uvasket hår og spiste en portion horta.

Horta er en græsk ret, der findes på de fleste menukort sammen med salaterne, det betyder egentlig bare urter, og tit er det oversat som »boiled herbs«, hvilket nok skræmmer de fleste. På den lille ø, hvor min familie og jeg holder ferie hver sommer, er det lavet af vlita, nogle meterhøje planter, som man skærer i stykker på ca. 20 cm og koger knap et kvarter. Man hælder olie og citron over og spiser det lunkent eller koldt.

Det lyder kedeligt, men det er en af de ting, jeg elsker mest i verden, og på sommerferien bruger jeg alle storesøstertrick i bogen for at sørge for, at der er rigelige mængder på bordet hver aften, når vi spiser sammen. Horta smager grønt, lidt bittert, som spinat ville ønske, det smagte. Stænglerne bliver bløde, men bladene smatter ikke ud.

Jeg har aldrig set vlita andre steder end på Agistri, som øen hedder, og for mig er det smagen af at sidde omgivet af min larmende familie, der snakker om alt og ingenting og drikker retsina og griner, mens solen går ned, og der er så smukt, at man tror, hjertet må briste af al den skønhed. Og ens ører eksplodere af al den snak.

Så da vi fik en nyttehave på Amager, var det en af de ting, vi ville dyrke. Første år såede vi nogle frø, min mor havde fået af værtinden på hotellet, hvor vi plejer at bo, men de kom ikke op. I år lykkedes det med frø købt via en engelsk hjemmeside. Det hedder Amarant, opdagede jeg, og jeg kunne kun få den violette slags, men vi såede, de groede, og jeg heppede.

Min mand høstede de første i weekenden og havde dem med hjem sammen med rabarber, tomater og agurker. Jeg vaskede, skar i stykker og kogte. Hældte olie over med løst græsk håndled og kom citron på.

Og lige der gik det op for mig, at jeg behøver ikke at blive rig. Jeg har det fint, som jeg har det, og hvis jeg må få en portion horta af og til, er jeg rig nok. For det smager af lykkelige dage sammen med dem, jeg elsker. Det kan man ikke købe for selv den største lottogevinst.