Sådan spiser en beer freak

På Mikkellers ny restaurant Øl & Brød er smørrebrød ikke en undskyldning for at drikke øl, men øl en undskyldning for at spise smørrebrød.

Smilende æg med tørret gåsebryst og nye ærter på Øl & Brød. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

Smørrebrød har altid været en god undskyldning for at hælde øl og snaps i hovedet. Den undskyldning behøver kunderne på den ny Øl & Brød i Viktoriagade nu ikke – de fleste af dem er erklærede ølfanatikere hentet over fra naboen og mikrobryggeriet Mikkeller, der da også står bag det ny spisested. Så spørgsmålet er nærmere, om man skal tage særlige hensyn, når man serverer mad for de såkaldte »beer freaks«?

»Der skal være rigeligt. Men ellers går det meste af vores arbejde ud på at lave de optimale parringer mellem mad og øl og snaps,« forklarer Emil Skovsgaard Bjerg, der sammen med Patrick Bach Andersen er nyudlært kok fra Søllerød Kro og nu medejer af Øl & Brød sammen med restaurantchef Johan Blasberg, der har en fortid på Mikkellers ølbar på Nørrebro.

»Jo flere retter, hvor der indgår øl, jo nemmere er det at parre med øllet. Vi bruger for eksempel Mikkellers Spontanale i silden, og den mørke Texas Ranger bruger vi til at marinere, stege og glasere vores flanksteak med – den smager af chili, chokolade og kaffe,« forklarer Emil Skovsgaard Bjerg.

Frokostkortet har bl.a. anretninger som »Sild, Fennikel, Æble« og »Røget laks, Peberrod, Surkål«, der er parret med øltyper som hindbærbrygget Spontanframboos og Peter, Pale & Mary, som er en amerikansk pale ale. Et stykke koster 100-160 kr. og kan yderligere parres med et væld af snaps fra en feminin hyldeblomstakvavit til en maskulin valnøddesnaps.

Om aftenen kan man rende ind i en servering som »Kammusling, Brændt salat, Krydderfedt«, der indgår i en 5-retters med øl og snaps til 750 kr. eller i den store 7-retters til 1.100 kr. alt inklusive.

Øl & Brød åbnede i tirsdags. For tiden kan man se Mikkellers etiketdesigner og art director Keith Shores kunst på væggene.

Øl & Brød, Viktoriagade 6,

ologbrod.dk

Smilende æg med saltpebermayonnaise, karse, ærteskud og lunt tørret gåsebryst, nye ærter og skalotteløg.