Quinuasalat, chilibeans til små bøfbidder, French-banana-toast

Jeg kan ikke være den eneste, der ind imellem tænker: Bare man skulle have en lille saftig bøf her til formiddag...

Det er i hvert fald, hvad jeg har tiltænkt mine brunchgæster. På cowboy-vis skal de have hjemmelavede chilibeans til, og hvis de er rigtig søde, steger jeg dem også et vagtelspejlæg. Og dog – måske bliver det for meget æggehalløj, for vi skal også have french toast med banan? På den anden side, er french toast jo lidt mere hen i dessertafdelingen, så dem spiser man nok først senere i seancen. Man kan sikkert sagtens spise begge dele. Og så kan man jo altid holde sig et par ægge-fri dage bagefter.

Frugt skal de også have. Serveret sammen med nødder, yoghurt og friskkogt quinua passer det perfekt til dem, der helst vil starte i den milde morgenmadsgenre. Der skal selvfølgelig også være lidt gode oste og en pølse samt marmelade og honning til brødet. Og så er der ingen, der ikke elsker en supergod røget laks. Den er nem og kræver ikke meget andet end at blive nippet for ben og skåret tyndt. Til den laver jeg en »relish« af revne rå rødbeder og peberrod i en sød-sur lage af eddike, dildfrø, salt og lidt rørsukker.

Endelig skal der også være noget »råt« og frisk. Det bliver nok en enkel og lækker salat af gulerødder, fennikel og bladselleri med lidt finthakket skalotteløg og en dressing af god olivenolie, sherryeddike, citron- og appelsinskal samt salt og peber. Jeg skærer grøntsagerne fint med en skarp kniv, så bliver salaten ikke sjasket, som når man river den eller kører den i foodprocessoren.

Quinuasalat med nødder, frugt og yoghurt

Kom quinuaen i en gryde med dobbelt så meget vand og et nip salt. Bring den i kog under låg. Skru ned, lad den småkoge i ca. 10 minutter og lad den trække i 10 minutter. Lad den køle af.

Hak abrikoser og dadler groft. Hak mandler og nødder groft. Bland det med quinuaen og tilsæt appelsinfileter (både af appelsinkød uden hinder og skræl) samt den saft, der løber fra dem. Bland det godt, smag på det – måske skal det sødes lidt med honning – måske ikke. Lad salaten trække en halv times tid. Anret den i små skåle og server den med yoghurt og lidt friske bær på toppen.

 

 

 

Hjemmelavede chilibeans til små bøfbidder

Skær mørbradstykket ud i tykke bøffer og halver så disse således, at der bliver tale om små tykke bøffer (næsten klodser). Drys dem med lidt salt på alle sider og lad dem stå fremme i en god times tid.

Skær løg og peberfrugt i små terninger. Hak chili og hvidløg meget fint. Kom løg og peberfrugt i en gryde sammen med olien, lad det langsomt begynde at klare og småstege. Tilsæt spidskommen, hvidløg og chili. Efter et minutstid tilsættes bønner og bønnevand, samt laurbærblad, oregano, paprika og vineddike. Lad det snurre et par minutter, tilsæt sukker, salt og peber. Lad det simre i 5-7 minutter uden låg. Skær tomaterne i grove terninger imens. Tilsæt dem og lad det hele småkoge i yderligere 5 minutter. Smag chilibønnerne til og gør dem evt. stærkere med tabasco. Bønnerne kan laves i god tid og så varmes, lige før de skal serveres.

Dup bøfferne tørre. Varm en god stegepande op og kom lidt olie på den. Læg bøfferne på og steg dem ca. 3 minutter på hver side ved middelvarme, sådan at de er røde og saft-springende. Lad dem trække et øjeblik og server dem med chilibønnerne til.

 

 

French banana-toast

 

Rør ahornsiruppen med appelsinjuicen og stil det til side. Halver granatæblet og bank kernerne ud af det, ved at slå på den hele runde side med en grydeske af træ. Saml kernerne i en skål og stil dem til side.

Skær skorpen af brødet og halver skiverne. Pisk æg, mælk salt og sukker let sammen med en gaffel i en stor dyb tallerken eller flad skål. Skræl bananerne, flæk dem og skær dem i mindre stykker, der passer til brødskiverne. Læg to-tre flækkede bananstykker mellem to halve brødskiverne sådan,w at der i alt bliver ti små banansandwiches. Sæt en stor stegepande over på lavt blus. Vend banansandwichene i æggemassen – lad dem trække et øjeblik på hver side. Kom smør på panden, skru lidt op og læg banansandwichene (ikke alle på én gang) på, når smørret har bruset af. Steg dem 2-3 minutter på hver side ved middelvarme, de skal blive brun-gyldne og gennemstegte. Server dem med granatæblekerner og »sirupsjuicen« over.