På rugbyrestaurant i Rom

Jeg har altid en trofast følgesvend med til Italien, som guider mig til de bedste restauranter.

Foto: Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Jeg har aldrig været den store fan af Michelinguiden, når det kommer til Italien. Guidens franske koncept, som favoriserer elaboreret madlavning og dug på bordet, passer i bund og grund ikke til det italienske køkken, som mere bygger på ærlighed og enkelthed.

Lidt bedre – men ikke meget – er Gambero Rosso’s Ristoranti d’Italia, som et eller andet sted også dyrker den fimsede madlavning, som den jo ofte bliver, når italienske kokke forlader traditionen og terroir’et.

Nej, min favoritguide til støvlelandet er og bliver Slow Foods Osterie d’Italia, ved hjælp af den har jeg f.eks. fundet gode autentiske spisesteder i Chianti og andre af turismens højborge i Toscana, hvilket ellers nogenlunde er som at finde vand i Sahara.

Heller ikke da jeg forleden uge var i Rom, svigtede min tro gamle følgesvend, som favoriserer lokal gastronomi til priser under 35 euro for et helt måltid (eksklusiv vin).

Typisk for Osterie d’Italien anbefaler guiden hovedsagelig spisesteder udenfor Roms bymidte, som vel er den mest intenst turistede på kloden. Jeg spiste f.eks. på Osteria dell’Angelo i beboelseskvarteret Prati, ikke så forfærdelig langt fra Peterskirken.

Angelo (Croce) er gammel rugby landholdsspiller, hvilket smitter af på lokalet, som er pyntet med gamle landsholdstrøjer og de karakteristiske græskarformede bolde.

Mere interessant er det dog, at lokalet også rummer et ildsted, hvor ting og sager grilles og havner på bordet som anti pasti, der tilgår bordet i en lind strøm.

Herefter kommer Angelo og tager bestillinger til pasta og hovedret – jeg ender med penne med tarme og tomatsauce (men kunne selvfølgelig også have valgt en mere generisk ret som carbonara) og derefter involtini alla romana (farseret kavekød) med en fantastisk salat af puntarelle (mælkebøtteagtige gevækster) som contorno (tilbehør) og til sidst hjemmebagte småkager med sød lokale cesanese rødvin.

For dette mildt sagt generøse måltid betalte jeg 25 euro (og jeg havde endda selv taget en flaske barolo med uden at betale proppenge). Havde jeg valgt en stor steak fra grillen som hovedret, var det blevet 35 euro, hvilket stadig er mindre end den billigste bøf uden tilbehør på MASH!

Osterie d’Italia fås både som App og gammeldags printbog på slowfoodeditore.it